NB! Ved at dobbeltklikke med venstre museknap på de små billeder kan billedet forstørres

KINA besøg 23. september til 22. oktober 2007

Program: Fly til Chengdu og efter et par dage videre med bus mod vest op mod Himalaya og Tibet til Kangding. Derefter videre via Litang til Shangri-la. Bus til Lijiang og Dali og derefter med fly til Guilin. Fly tilbage til Chengdu og hjem efter 4 uger i Kina.

Vi startede fra København og fløj med KLM via Amsterdam til Chengdu i Sichuan provinsen som er den provins som ligger tættest op mod Tibet.

Chengdu har ca. 11 mil. indbyggere og er en stor og meget moderne by med flotte gader, huse, og forretninger. Meget glade og selvbevidste, skønne, slanke mennesker; fedmen har ikke nået dertil.  Men desværre kunne solen ikke trænge igennem disen som indkapsler byen, Chengdu lider af stærk forurening fra de mange industrier som stadigt anvender kulfyring.

Vi skulle hurtigt videre op i Himalaya området vest for Chengdu og vi brugte 1½ en dag der til at tilpasse os tiden, vekslede penge og bestille busbilletter idet vi jo også ville bruge 2-3 dage i byen før afrejsen fra Kina.

Vi boede tæt ved centrum og den store Tianfu Square med en kæmpestatue af Formand Mao samt en række andre overdimensionerede skulpturer og springvand samt en masse blomster. Chengdu er kendt for dyrkning af hibiscus (crysantimum) og mange gader har rabatter af hibiscus og blomstrende træer.

The Peoples Park ligger tæt ved Tianfu Sq. og er et stort parkområde med mange flotte udstillinger, blomsterbede og te-huse og med mange besøgende, igen mest ældre med barnebarn.

Vi fik da også tid til at besøge det berømte Panda Breading Centret, og fik set de meget berømte dyr i langsomt tempo. Det var lige over frokosttid så de var ret så søvnige og ”lade”, de har det måske for godt under de styrede forhold.

En voksen Panda spiser ca 20 kg bambusskud om dagen og sover så mesteparten af den øvrige tid. Kineserne er meget stolte af Panda Stationen, og det er også et dejligt sted at besøge med masser af bambus, blomster og vand – ja og så selvfølgelig de søde Pandaer. Det findes en rød type panda samt den traditionelle sort/hvide som er så kendt verden over som symbol for Verdens Natur Fredningsfonden.

Bus Chengdu – Kangding (ca 390 km - 9 timer)

Når vi rejser med os selv, går der en del tid med at planlægge videre forløb og billetkøb, interessant når man står og råber til hinanden på kinesisk/engelsk, om der så kommer billet ud af det, men det er lykkedes indtil nu, og det er jo en udfordring.

Vi havde købt billetter til bussen dagen før for at sikre os nogle gode sæder foran hvor der er god udsigt - og det lykkedes ved hjælp af fagter - små tegninger og råben på engelsk med svar på kinesisk - så vi fik de forreste sæder.

Så gik bussen til Kangding, pragtfuld natur, bjerge, dale, frodige bjergsider med tusindvis af græssende yak-okser. The South Tibetian Highway er fuldstændigt renoveret og moderniseret med asfalt og blomster rabatter på lange strækninger, men det var selvfølgelig nogle steder hvor den øgede trafik ødelægger vejsiderne idet vejerne er udgravet midtvejs oppe på bjergsiderne mange sider og bjergmaterialet er ret porøst og skaber gode muligheder for udskridninger under regnperioder..

Kangding

Kangding ligger i en dal ( 2560 m.o.h.) mellem stejle bjerge på begge sider med en brusende elv som løber gennem byen og deler byen på langs, med mange små broer som forbindelse mellem de to bydele.

Kangding er et trafik knudepunkt mellem Sichuan og Tibet og et samlingssted for handlende og transportører – døren til Tibet. Vejen fra Chengdu er i dag en god asfaltvej med velplejede vejsider med kilometerlange blomsterbed. Imponerende.

Kangding station var ubeskrivelig beskidt og ingen kunne fortælle os, hvor udgangen var, men omsider fandt vi trappen der førte til gaden, og der stod alle hotelsælgerne. Vi fulgte en pige der så normal ud, jeg skulle se på værelset sammen med hende, op til 6. sal, lidt højt synes vi så vi valgte at følge en anden.

Men pludselig stod der to søde godt engelsktalende kinesiske piger, og inden vi så os om var vi på vej op til et bjerghotel Thor havde læst lidt om, 200 m over byen. Vi kørte i en taxi på en hullede grusvej, men op kom vi på Paoma Mt. 2760 m.o.h..

Klosteret på Paoma Bjerget ,nu også med stort sten amfiteater, samlingsplads og et helt nyt hotel Qing Gong Hotel ligger ca 200 meter over byen og kan nås med en kabel bane eller en gangsti der går stejlt op langs bjergsiden

Men vi havde nogen aldeles dejlige dage på et helt nyt hotel, der højt oppe på Paoma Mountain, med udsigt til bjerge med og uden is, træer og templet lige ved siden af, sol om dagen og hundekoldt om natten, men elektrisk varme i madrasserne.

De stejle bjerge giver en god akustik og befolkningen syntes at elske at synge og er berømt for ”The Love Song of Kangding” som er en følsom men fængende  melodi som spilles ved alle lejligheder, specielt når indbyggerne samles på den store by pladsen hvor gamle og unge samles i de tidlige morgentimer for at dyrke tai-chi, badminton eller bare for at snakke.

Vi blev taget vare på af disse to 19 og 28 årige piger, som var meget ivrige efter at høre om verden udenfor og om livet fra os to gamle. Den ene af pigerne havde studeret engelsk i tre år og kunne ikke finde job, den anden var restaurant leder, men ville gerne noget mere. Skulle vi til byen foregik det med tovbane, pragtfuldt at svæve af sted nedover bjergsiden.

Vi har grinet godt af at, vi forkastede 6. sal for i stedet at komme to hundrede meter op, det var nemlig også forbundet med masser trin op, men vi fortrød ikke et sekund.

Bus Kangding – Litang (ca. 294 km)

Næste stop var Litang som ligger på en slette 4190 m.o.h. og her skulle vi være et par dage, så for at hindre ubehageligheder p.g.a. højden, havde vi siden Chengdu taget piller for at kroppen og blodet bedre kunne tilpasse sig.

Efter at bussen har forladt Kangding kører vi ad en rimelig god vej op over Mt. Zheduoshan og vi passerede vi hidtil højeste punkt med 4412 m o. h. natur, natur og små landsbyer.

Vi kom også igennem et stort område med gårde med jak-okser og får – Xinduquio Grassland – hvor bussen holdt et stop for toilet besøg m.v. Husene var bygget i en speciel stil og var indhegnede som små fort.

Efter at igen klatre over bjergene Mt. Gaoerski og Mt. Haizi, kørte bussen in til Litang som også ligger på en stor slette med udsigt til høje bjerge i en kreds rundt sletten.

Litang bliver anført som verdens højeste placerede by, på ca. 4160 m.o.h. og med ca. 47.000 indbyggere, hovedsagelig af tibetansk oprindelse og danner derfor et naturlig center for denne Tibetanske region.

LITANG

I Litang boede vi på et tibetansk hotel, hvor 1.salen var optaget hver dag af vejrbidte tibetanere, som spillede kort og drak te og røg, så luften var tyk. Heldigvis boede vi en etage højere.

Hos Mr. Weng som har en lille cafe på hovedgaden (med engelsk menu), traf vi en tibetansk guide, Lobsong Tele og vi hyrede ham som lokal guide, for at se hvad Litang kunne fremvise.

Vi havde en fantastisk dag, hvor vi besøgte den lokale Sky-Burial plads, tibetansk kloster med munkeskole, og så besøg hos nomaderne, først med et besøg i et af de sorte telte, og senere ude på sletten, hvor en familie var ved at hente ca. 250 yak-okser samt en masse får hjem.

Det er familierne der ejer yak-okserne, der fra maj til november følger dyrenes græsgange, og bor i store sorte telte med hele familien.

Det var sådan en familie vi besøgte. Vi blev inviteret ind til en siddeplads på gulvet, fik serveret te med yak-okse smør, dertil brød der så skulle dyppes i teen, tro det eller ej, det smagte godt.

5 meget snavsede børn legede herligt rundt omkring, stillede gerne op til fotografering. Når vi spurgte hvor mange børn de havde, var svaret 2 selvom der var 5 - under 7 år, officielt må de kun have to.

Senere traf vi en familie med en dreng på ca 10 år, samt en meget generet pige som hjalp faderen og de større brødre. Det er fascinerende at se de store, tunge yak-okser løbe i flok langs bakkerne, over en lille elv og så samles i en sort flok på den anden siden.

Vi besøgte også området hvor man ”begraver” de afdøde ”Sky Burial”. Under mange vajende banner og flag var nogle røde vimpler det spredt ud over slætten og guiden fortalte at hver vimpel markerede en begravelse. En til to gange om ugen bliver der arrangeret begravelse. Den døde males op til en masse, tilsættes med farve der derefter bliver lagt ud, for at de sorte ravne kan gøre deres indsats med at fjerne de jordiske rester. For os makabert, men det er i hvert fald som en del af naturens cirkulation.

Vi besøgte selvfølgelig også et tibetansk buddhistisk kloster som havde været udannelsessted for en række kendte lamaer, og hvor unge drenge nu bliver oplært i den buddhistiske lære. Vor guide Lobsong Tele havde tilbragt 1 år på dette kloster.

Der boer ca. 50.000 tibetanere i Litang og opland , og arbejdsløsheden er ca. 60% så det er et fattigt område så religion betyder traditionelt en hel del og de er alle tilsyneladende buddhister og har tid til at dreje på bønnemøllerne på de forskellige Stupaer og klostre.

LITANG - XIANGCHENG  (Taxi - 5 timer)

Vi lærte også Chris fra USA bedre at kende, han var også med bussen fra Chengdu til Kangding, og vi lejede en bil sammen med ham på strækningen Litang - Xiangcheng. Chris, (22) studerer kinesisk i Beijing, så han kunne rede trådene ud engang imellem, også med ham havde vi meget givende samtaler. Med hans kvalifikationer er der gode muligheder for godt job i USA.

Vi havde den absolut flotteste tur mellem Litang og Xiangcheng. Vi passerede det indtil nu Kazilla Passet med højeste punkt 4718 m.o.h. og med nogen vidder der var meget, meget storslåede. Vores chauffør på denne strækning var sød og hjælpsom med at stoppe de rigtige steder, vi er nu klar over, hvor de smukke steder er.

Xiancheng

Da vi ankom til Xiencheng tog vi ind på det første hotel vi fandt på hovedgaden, og mens vi var ved at checke ind mødte vi igen israelerne Rachel og Herman, som var kommet dagen før. Vi havde mødt de to først i Litang, hvor vi spiste middag på samme cafe.

Rachel, Chris og jeg sad flere timer og diskuterede, mens Thor og Herman fra byens eneste Internet cafe forsøgte at bestilte hotel i Shangri-La, men det var svært, da alt syntes at være optaget i anledning af de mange kinesiske rejsende i den uge, hvor Kinas Independence dag fejres og hvor mange har ferie.

Xiangcheng kom til at dreje sig meget om at møde mennesker, for her mødte vi også de to tyskere Andreas og Lina. De var startet på cykel for tre år siden, og nu nået fra Beijing til Xiangcheng. De havde cyklet strækningen fra Litang til Xiencheng på 7 dage, hvor vi brugte 15 timer.

De ville væk fra den materialistiske Tyskland, og bevise for dem selv, hvor lidt man kan leve for i livet, de boede i telt så ofte som muligt. De skrev af og til artikler til tyske og kinesiske aviser. Dem kunne vi have talt med i dagevis. Nu og da tænkte de på at stoppe, men Linna sagde det var som drug, dette at komme på cyklen hver dag. De skulle til Australien på cyklen også, men gad vide om deres fysik kan holde til det.

Vi havde en god oplevelse på et af de flotteste templer i det område, når Linna taler om at blive høj af at cykle, så har jeg det måske sådan, når vi kommer i højden. Fra klosteret var det en flot udsigt over byen og over bjergene og alle bygningerne i Xiangcheng er stærkt præget af Nordafrika med koniske vægge og tagterrasser og alle rigt dekoreret.

XIANGCHENG - SHANGRI-LA (Minivan - 9 timer)

Chris, Rachel, Herman og vi lejede en minivan sammen fra Xiangcheng til Shangri-La.

Denne tur blev den værste tur vi har haft, med en for gammel bil til den hullede vej, og en meget lidt venlig chauffør.  Chris kunne jo forstå hans kinesiske gloser, og han havde ikke sagt mange venlige ord i de 9 timer vi var undervejs. Nå men en så indholdsrig tur har også sådan en oplevelse.

Da det ikke havde lykkedes os at bestille hotel, så vi blev bare sat af på gaden foran hotellet vi boede på i 2006, og heldigvis lykkedes det os at få to værelser igen på 4 etage.  Vi tog afsked med Chris som ville prøve at finde en seng på et backpacker sted til en billig penge.

Shangri-La

Thors computer fungerer delvis igen med et Linux program på CD, men den tog meget af vores tid i Shangri-La. På en af cafeerne traf vi en ung kineser Mao Peng som havde arbejdet 3 år for Lenov (som nu ejer IBM Think Pad computeren). Han brugte næsten hele natten på at forsøge reparere laptoppen, men der var mere end 330 ødelagte områder på harddisken, så det blev opgivet. Mao havde en foto-harddisk, som vi  købte, så var vore fotos hver fald sikret, og laptoppen kunne bruges i meget begrænset omfang..

Men ellers må vi sige, at vi hyggede os mere i Shangri-La denne gang, der var mere grønt, og lidt lunere. Mange af de restaurerings projekter som var startet i 2006, var nu færdige og pyntede på byen.  De gør alt for at tiltrække turister.

Vi overværede pragtfuld dans på torvet, hvor alle kunne deltage, men vi fra hjørne restauranten på 1. etage, en sådan livsglæde var herlig.

Vi havde en god dag med sightseeing til kendte steder, og en dejlig frokost oplevelse på torvet, hvor Naxi kvinderne grillede deres specialiteter, og vi turde godt spise af det, en stor nydelse der i solen på torvet.

Vi spiste aften måltiderne sammen med israelerne Rachel og Herman. Havde mange lærerige samtaler med dem. Tankevækkende at møde mennesker der har skilt sig af med ordet frygt.

Shanri-La ligger på 3100 m.o.h og vi var nu tilvænnet højden så vi kunne afslutte med Diamox tabletterne. Rachel og Herman havde jo rejst samme distance, men havde drukket mindst 4 liter vand hver dag for at kompensere for højden, men det gav jo et stadigt behov for toilet besøg, noget som på en sådan rejse er noget besværligt.

SHANGRI-LA - LIJIANG (Express bus på 3½ time)

Vi rejste videre til Lijiang med bus, og med de gode veje var dette en tur på bare 3½ time, og vi havde nogle gode sæder foran i bussen.

Nu er vi så i Lijiang, hvor vi var også sidste år med Bibi og Knud Erik.

Men dejlige Lijiang har ændret sig. Her er så mange mennesker så man til tider kæmper for at komme frem, specielt når turist grupperne er på rundvisning. Priserne er lige fordoblet, men disse ting skyldes, at kineserne har fejret nationaldag i denne uge og samtidig holder en uges ferie. Nu må vi se om noget ændrer sig fra i dag mandag. Vi betaler i hvert fald halv pris på hotellet de sidste tre nætter. Vi bor på samme hotel som sidste år, fik til og med samme værelse, som vi dog har byttet til den modsatte side, da smykkesmeden nedenunder hamrede til sent på aftenen, så nu bor vi småt men roligt.

Så har vi ellers genoplevet og oplevet nye steder af byen. Bare lidt væk fra vort hotel, der ligger i centrum, så er der helt stille og fredeligt, med super skønne hoteller og vandrerhjem, der har fået plads i de trange gader. Her bliver holdt rent og ryddigt.

Vi har været på Mu Fu Paladset, hvor der så er oceaner af plads, stedet er tidligere ejet af en rigmand i over 400 år, med egen skole til familiens børn og de bedste og mest lærte personer tilkaldt til vejledning af familiens unge.

Den store befolkning udenfor havde nok et helt andet liv. Nu er stedet et slags museum, hvor alle kan gå ind og beundre de smukke bygninger, der i 1996 var delvis ødelagt af jordskælv.

Vi vandrede øverst op i hovedbygningen og fik et overblik over byen, op, op det skal man altid, så man kan se hvad det drejer sig om.

I går var det så Black Dragon Pool, en fantastisk skøn park vi oplevede. Anlagt for hundreder af år siden. Der gik, stod, sad vi i tre timer, og beundrede den store sø omkranset templer, pagoder, broer der forbandt disse og små madsteder, et rigtig slap af sted, og en stor kontrast til Old Lijiang.

Om aftenen vendte vi tilbage og oplevede parken med en meget smuk belysning, samt var der den traditionelle Dongba dans. Men det var næsten flottere end Tivoli.

En dag styrtregner det, men vi havde bestemt os for skriveri, så det er jo udmærket og det er første gang vi har regn i de 15 dage vi har været af sted, og det blev den eneste regn vi fik, ellers har det været helt perfekt vejr, ikke noget med at stønne af varme. Vi fik en inde-dag med skriveri og tøjvask og afslapning og tøjet kunne færdigtørres på de elektrisk opvarmede madrasser

I det sydlige Kina er hot-pot suppe retter en specialitet. I en stor kull opvarmet ler krukke tilberedes en type nudelsuppe med grønsager og kød og krydderier og serves rygende varm i en stor skål. Smager godt.

Vi fik en helt fantastisk spændende oplevelse med os fra Lijiang. Vi ville bare gå os en tur i byen den sidste dag, hvor det igen var perfekt tørvejr.

Vi kom kun lige udenfor Old Town, så kom en ung pige og spurgte om vi ville med en tur til Bai San, den helt gamle by 9 km. nord for Lijiang, netop denne by havde vi talt meget om, men opgivet. Så vi var ikke længe om at slå til og inden vi så os om var vi på vej til Bai San med to søde kinesiske piger. Den ene blev vores guide for dagen, og hun viste os rundt i den tusind år gamle by med de skønne gamle bygninger, der havde holdt rimeligt til jordskælvet i 1996.

Mange steder kikkede vi ind i gårdene, pænt og i orden de fleste steder, med udsigt til alskens forråd og i reglen skønne blomster, og faktisk masser af Georginer og andre stauder af den type vi har i DK. Bai San var højsædet før Lijiang blev grundlagt.

Så var det guiden Marlone spurgte om vi ville med hjem og se, hvor hun boede, og det kan I vel tænke vi gerne ville. Det viste sig at være en gåtur af de lange, vi gik og vi gik langt udenfor byen til et lille meget frodigt bondesamfund. Der mødte os bugnende køkkenhaver med alle slags grønsager og masser af frugttræer, pærer, æbler, mango m.m. Rygsækken blev fyldt med pærer.

Indgangen til gården var forsynet med en dobbeltport og indenfor på gårdspladsen var der høns, haner i flotte farver, hunde og katte. Der var tre kør, som Marlones svigermor malkede hver morgen, så hendes datter på 6 kunne få frisk mælk før hun skulle på skole.

Vi fik te og solsikkekærner og en taburet, dejligt efter den lange gåtur. Vi hilste på manden og svigerfar, og Marlone foreslog at vi spiste lunch også. Så overværede vi at manden blev sendt efter æg og tomater, løg m.m., og snart kom dejlige naxi-retter på det lille ydmyge bord vi sad ved. Det smagte rigtig godt. Vi overvejede at gå ind i køkkenet og se på, men så havde man måske ikke lyst at spise, så det blev ved tanken. Vi så os rundt på den hyggelige gårdsplads der rummede alt, hvad der ville blive behov for ved vintertid. Lige nu var der korn og valnødder lagt til at tørre. Efter det måltid kunne vi vandre lidt igen, samme vej tilbage til byen.

Vi talte med Marlone om mange ting. Hun sagde at maden ikke var noget problem, de dyrkede jo alt. Men hun og hendes mand havde job ved siden af landbruget, så der blev råd til andre ting. Hun skulle kun have det ene barn, for hun sagde der var alt for mange kinesere. Hun sagde også, at mændene i hendes minoritet var dovne. Vi har sandelig også set mange dygtige piger/kvinder, de har pågangsmod uden lige. Dette besøg var virkelig interessant, og et godt tillæg til Lijiang besøget.

LIJIANG - DALI  (Express bus på 3½ time)

Næste stop var Dali, hvor vi også var sidste år, og derfor skulle vi bare lige være natten over, og videre til Guilin, troede vi ... Kl. halvti om aftenen, hvor alt var pakket og klar til afgang næste morgen, sidder jeg og skriver dagbog, samt ser på flyafgang næste morgen, da det viser sig, at vi har en hel dag mere i Dali. Sådan kan det gå når man er af sted så længe, datoer og dage er svære at holde rede på. Og så Dali, tænkte jeg, alt har vi set. Men det havde vi altså ikke.

Vi fik den mest vidunderlige tur langs små vandfald og anlæg, som vi fulgte ud til bymuren, sammen med to ældre med et barnebarn.

De viste os, at vi kunne gå op på muren, vi skulle bare vandre over i hjørnet pegede de. Der var trappen op, og en fantastisk udsigt mod bjergene til den ene side, og Erie-søen og byen til den anden og så det skønne vejr.

Lidt længere oppe sad en lille gruppe unge kinesere og malede og tegnede. Dem fik vi en lang snak med så godt vi kunne. De var på studietur fra Canton, så nok nogen af de velstillede. De ville absolut fotograferes med os, så der sad grandma og papa med alle de 17 til 18 årringe unge rundt sig, en meget sjov oplevelse.

Dali fik et helt nyt ansigt for os, vi kendte jo kun hovedgaden i den gamle bydel. Her stiftede vi også bekendtskab med fodmassagen, rigtig godt med alt det vores fødder havde gået, så vi var rustet til Guilin, hvor vi ankom til dagen efter.

DALI - GUILIN (Med fly via Kunming)

Guilin

Jo Minna og Eigil; - Jerry var der, og havde heldigvis et stort skilt med vore navne, som jeg fik set. Han så efter gamle gråhårede mennesker, og kunne ikke rigtig forstå det var os. Men han havde alt klart og var utrolig grundig og klar i sine forklaringer.

Vi besøgte The Reed Flute Cave som går dybt ind i bjerget og som hvor de fantastiske dryppestens formationer er effektfuldt oplyste i alle farver. En guide fortalte om de mange mærkelige figurer og formationer som er dannet og som indgår i stedets historie.

En tur på toppen af The Solitarie Peak som ligger som en del af the Princes Park og hvorfra det er en god udsigt over Guilin byen. Over alt stikker de grønklædte kalkbjerge toppe op og er emd til at give byen et meget specielt udseende.

En flot tur 1000 m optil Longsheng området og se på Longji ris terrasser, der er anlagt for mange hundrede år siden af menneskekroppe, og nu stadig dyrkes med håndkraft. Vi var af sted en hel dag og gik, gik op, op i et par timer.

Når man står nede og ser op på det høje bjerge, tror man det er umuligt at komme der op på sine ben, men altså vi ku...

Vi havde truffet Tove og Hans fra Sønderborg, de kendte godt Gunner. Vi fulgtes ad og fik snakket om mange ting, vi tilhører en generation med børnene udstationeret, deres søn i Hong Kong. Hvor har vi mødt mange på vores alder der besøger børn ude i verden.

Bådturen til Yangshou var da også fin. De meget specielt formede bjerge fulgte os, på begge sider af floden hele vejen, og vejret tilpas varmt, men mange mennesker. Der sad vi, til lunch sammen med et par fra New Zealand, der havde deres søn i Shanghai.

Og byen Yangshou er jo ganske dejlig, men utrolig anstrengende med alle de, der skal have solgt noget af det vi har set alle steder, og det er lav sæson nu, så de er om sig.

Vi bor på et dejligt hotel med værelse ned mod vandet og altan mod gaden og solnedgang, så vi holder ferie her i fire dage.

De toppede kalk bjerge har gennem tiderne inspireret kinesiske kunstnere til tegninger og digte.

Dog havde vi et arrangement i går, nemlig en 15 km. cykeltur med raftetur på Yilong floden indlagt. Ud på landet gennem små bebyggelser og, landbrugsområder med grønsagsmarker og appelsinplantager, med en guide på motoriseret cykel foran os.

Efter 1 time på cyklen, på asfalt og frygtelig grusvej, kom vi til floden, hvor en dejlig time på en bambus tømmerflåde ventede. Cyklerne bagpå, så blev vi ellers sat i et par stole, og ned ad floden gik det.

Meget spændende med den første dæmning, men altså det var en senior rafting, overhovedet ikke noget vildt. Ellers gled vi gennem meget stille og vidunderligt smukke områder med fuglesang og sommerfugle i massevis.

Ved endestationen ventede guiden og vi cyklede, nu videre til Moon Hill, hvor vi i ganske dejlige omgivelser fik en tiltrængt lunch, og fik snakket med guiden, igen en dygtig 22 års pige, fra en landbofamilie med 4 piger. De havde betalt 500 yuan i bøde for hver af de sidste to søstre.

15 millioner turister kommer til Yangshou hvert år, 1.5 er udlændinge, og hun var meget om sig for at skaffe sig forretning, til tider anstrengende, men vilkårene er hårde her.

En aften så vi også det fanatiske vand/lys show Impression der opføres på en af indsøerne ved Yangshou byen og hvor de runde kalk toppe indgår som et flot kulisse, og hvor man anvender mørket og spot og farvede lys til at frembringe en fantastisk forestilling – en ren drømmeverden.

Showet er lavet af han som også skal lave åbning og afslutnings showene til OL 2008 i Beijing. Han ligesom mange flere kinesiske kunstnere har god sans for anvendelse af lys effekter og dramatiske farver hvilket vi også så på teateret i Guilin.

Vi synes her er mange piger overalt, også små, men mændene er der nok bagved, og råber efter dem når salget ikke er godt nok. Vi undrer os stadig over at udviklingen er gået så hurtig, men der er også mere stress på end hjemme.

Mange glade smil, også mange hårde ansigter, og de ældre hvad har de ikke været igennem hvis man har vores alder. Det er måske derfor de unge ikke kan forstå vi ser så unge ud, det er en vending vi hører igen og igen. Flere steder må folk over 60 ikke deltage, som f.eks. i går på rafte-turen, men det gjaldt så ikke for udlændinge.

I går blev Fie færdig med bogen der har titlen - De gode kvinder i Kina  - startede sidste år, da vi var her, men fik aldrig fortsat, og  først nu fik svaret på nogen af de ting vi oplevede i 1977. Lukketheden, tøjet, de lukkede ansigter, angsten for at udtale sig. Alt synes bedre nu; kan de bare styre det.

Efter 4 dage i Yangshou rejste vi tilbage til Chengdu for at fortsætte videre til Danmark efter 3 dage. Det havde været 30 pragtfulde dage i Kina, masser af oplevelser og mange skønne indtryk og heldigvis kun 1 dag med regn.