KINA 2006

NB! Ved at dobbeltklikke med venstre museknap på de små billeder kan billedet forstørres

Rejsebrev 1 fra Beijing d. 10. oktober 2006

Så er vi ved at være færdig med at besøge Beijing, hvor vi jo først og fremmest skulle gense steder vi besøgte for 29 år siden. Det har vi så virkelig også gjort, og det er en interessant, oplevelse at erfare, hvad, hvordan og hvor meget man husker.

Mange af seværdighederne er blevet flot restaurerede, også i anledning af OL i 2008, nogen steder har man måttet lukke af og sætte store ruder i, for at beskytte de mange hundrede år gamle ting, men alt i alt har det været et fantastisk gensyn med Muren, Den Forbudte By, Sommer Paladset, Tiananmen området, Peking Hotel, hvor vi boede dengang, men ikke nu, det er også blevet et meget dyrt sted, 60 kr for 2 colaer.

Den store forskel er også at kineserne er blevet meget mere glade og frie og viser det, må gerne gå hånd i hånd og vise forelskelse. De vil også gerne tale med os, hvis de altså bare kunne noget mere engelsk. Deres beklædning er jo også fuldstændig ændret.

Mange er meget modebeviste, korte nederdele og høje støvler til de unge, og lidt mere afdæmpet til de ældre, der sidst vi var her gik i blåt og militærgrønt. Der var kun de to farver og forretningsfolk havde en hvid skjorte på og sorte bukser.

Så er der bygget huse, udenfor by kærnen masser af højhuse, gaderne er pænt restaurerede, hvor der er taget hensyn til de smukke gamle træer der stadig står langs med vejene. Vi har gået rigtig meget og nydt de skønne gamle gader, og tro det eller ej, men der er en speciel stilhed, da der stadig ikke er så mange biler som i København.

Vi var også i en af de berømte parker, som emmede af glade ældre, der udfoldede sig på de åbne pladser med dans, boldspil, musik og bevægelse o.s.v., og en utrolig glæde og munterhed i alt hvad de foretog sig. Det var et ældrecenter, hvor man gik smilende derfra. Faktisk er det utroligt at den aldersgruppe kan være så glade, når man tænker på, hvad de har gennemgået med Mao, men der er jo blevet mere velstand for mange. På landet mangler de vist en del, men det vil vi nok se mere af i Vest Kina.

Vi bor i en såkaldt Hutong, en lille folkekommune, på et hotel der tidligere har været beboet af en general med hele familien. Lidt specielt er husene bygget sammen, så der er et have parti i midten, hvortil vi lige kan åbne døren og gå ud. For at komme ind til hotellet skal vi passere den lille hovedgade med det travle liv, hvor der findes alle de forretninger, der er nødvendige til det lille samfund, og nu har vi jo gået der nogen gange, så folk hilser smilende.

Rejsen herud var en af de bedre. Erik kørte os til lufthavnen, rigtig skønt vi ellers skulle have været med toget. Fra Paris blev vi opgraderet til business class, hvilket jo betyder meget mere plads og en utrolig service i form af mad og drikke m.m. Og en siddeplads der kan indstilles på alle måder, alene det at kunne ligge ned og sove er jo helt skønt. Så det var jo en fantastisk optakt til Kinaturen.

I morgen flyver vi til Kunming i vest Kina. Knud Erik og Bibi kom i går og vi følges ad på resten af turen. Hav det godt alle sammen.

Mange hilsener Thor og Fie.

Rejsebrev 2 fra Lijiang, Kina 16. Oktober 2006

SOL, SOL, SOL klart og fint vejr og masser af oplevelser.

Vi fløj fra Peking til Kunming og var der i tre nætter. Kunming er hovedstaden i Yunnan som er en af Kinas sydvestlige provinser og hvor Maos røde manifest ikke havde samme effekt som i resten af landet, på grund af de mange etniske minoriteter som lever rundt om i provinsen. Vor rejse op til Dali, Lijiang, Luku Lake og Shangrila vil vise os mere om disse minoriteter.

Var på tur til the Stone Forrest, et kæmpeområde som en stor skov, men af sten, vi gik trappe op og trappe ned blandt de fantastiske formationer af sten, og kunne ikke fatte at naturen kan skabe noget sådant.

En formiddag tog Thor og jeg til the Flower marked, hvor vi troede vi skulle se masser af blomster, men det var et meget interessant marked med masser af gade forretninger beliggende i den gamle del af Kunming, og igen de fantastisk skønne gamle træer, der er langs med gaderne, og man oplever en speciel form for stilhed.

Så gik turen videre nordpå til Dali med ekspresbus 4 timer, meget bekvemt og vi havde godt udsyn til det kinesiske landskab der passerede forbi. Sirligt passede mindre jordstykker, med mange bøjede rygge der gik og arbejdede ihærdigt. Man får et indtryk af meget flittige kinesere.

I Dali kom vi til at bo på et gammelt Court Yard hotel, men nu restaureret, med masser af flotte træ udskæringer specielt på dørene og flotte udsmykninger.

I byen er der en fantastisk atmosfære af foretagsomhed og glade mennesker. Jeg sammenligner hele tiden med 1977, hvor der var langt imellem glade mennesker.

Vi havde planlagt sejltur på søen til en fiskerby, men vores meget ihærdige kvindelige chauffør, af Bai folket, overbeviste os om at vi skulle på en meget bedre tur, så vi kunne lære om hendes minoritet.

Hun kunne kun kinesisk, men sandelig om ikke vi fik en god tur ud af det, ikke den vi troede, men først en fantastisk sejltur i robåd og strålende solskin, og da allierede hun sig med en tolk, der informerede os om deres levevis, kultur og vi kunne stille spørgsmål. Pludselig kom en båd med en flok skarve efter sig, og alle med ring om halsen, de skulle dykke efter fisk, og ringen gjorde, at de ikke kunne synke dem, men mutter hev dem inden bords og hældte fisken ud af halsen på dem, sjovt at se. I land spiste vi en lækker frokost, så dans og optræden og så gik det videre til et kæmpe marked med alle de kinesiske produkter og alt for mange mennesker.

På turen hjem besøgte vi et sted hvor de farvede med indigoblåt, batik som vi havde i Danmark for 30 år siden. Og som altid drejer det sig jo om, at vi gerne skulle købe noget og vi faldt da også for en stor rund dug.

Tredje dag i Dali gik Bibi og Knud Erik på oplevelse i byen og vi tog på bjerg tur. Vores kvindelige chauffør kørte os ud til den nye tovbanen, der fra 2300 meter skulle tage os 400 m op. Så fortsatte vi på gåben 300 trappetrin op, fulgte så en vandret gående sti et par km., så igen 300 trappetrin op og ned til en meget skøn kløft, med rislende klart vand helt nede i bunden og en stilhed, som man ikke troede fandtes. Vi havde mange pauser undervejs, både til fotografering hvil. En helt fantastisk natur oplevelse, hvor vi havde gået ca.  1100 trappetrin op og ned, ja vi er ved at komme i træning, har i det hele taget gået meget på denne rejse. Masser af fisk luft og sol, turen i 2800 m højde kunne rigtig mærkes i ansigtet med den brændende sol.

Efter sådan en tur bliver man sulten på frokost, og det vidste chaufføren lige nøjagtig, hvor vi skulle indtage. Hun kørte os til et rigtig kinesisk madsted med rod på gulvet og i alle hjørner, men nudel suppen med kød og grønsager var fantastisk god, og kostede 2,50 kr. Vi er sikre på, at hun ville have vi skulle opleve dette også.

Vores tur sluttede med rundvisning på Bai-folkets museum, hvor vi igen så de skønneste træ udskæringer fra gammel tid, og fik endnu mere historie og danseforestilling med te servering, grøn-, ingefær-, og kanel te, det smagte rigtig godt.

Det gjorde godt med en eftermiddagssøvn efter den tur. Vi nåede også lige at fotografere noget af byens træværk ind imellem shopping af tørklæder og sko. Til om aftenen havde Bibi og Knud Erik fundet restaurant gaden, så vi fik os et herligt måltid. Og så var besøget i Dali overstået.

Vi er nu kommet Lijiang med bus 3 timers kørsel. Stedet der var beskrevet i Politiken for 5 år siden og har været på Bibis og Knud Eriks ønskeliste siden og skal nu afprøves. Vi bor på et hotel i den gamle bydel som måler ca. 2x2 km. Og her må ikke køres med bil, så al vores bagage blev kørt fra bussen med cykeltrækvogn og vi traskede efter på de toppede århundrede gamle brosten.

Byen har masser af smalle gader og ligeså mange kanaler og broer så man kan komme over kanalerne, men alt dette skal vi ud og se på de næste to dage. Her er også matriarkalsk styreform altså kvindestyre, om det kan ses og mærkes vil vise sig.  Vi klarer os stadig med sproget, men der er færre der kan engelsk end vi troede.

Hermed slut for denne gang, tak for hilsener vi har fået fra Gro, Krølle, Minna/Eigil, Gyda/Kurt, Poul Iben og Jørgen og Anni.

Vi har læst avis i dag på nettet og ser at I holder ro og orden.        

Rejsebrev 3 fra Shangrila, Kina 24.oktober 2006  

Hermed sidste afsnit af Kina turen, vi er jo hjemme på fredag igen, med hovedet fyldt med nye oplevelser, og inspiration til videre livsførelse.

Vi havde 5 oplevelsesrige dage i Lijiang. Selve byen er jo i sig selv en enestående oplevelse. Smalle brostensbelagte gader, d.v.s. stenene er 4 gange så store som dem vi kender og blankslidte, da de har ligget i mange hundrede år, så det giver en hel speciel charme.

Langs med mange af gaderne følger kanaler, med rent vand og masser af guldfisk. P. gr. a. kanalerne er de et utal af forskellige broer. Sammen med de mange hundrede år gamle huse giver det jo en hel speciel atmosfære, som man ikke kan blive træt af at beundre, så første dag gik vi hver for sig og bare sugede til os.

Anden dag havde Thor og jeg bestilt tur til Jade Dragon Snow Mountain, 4405 m oppe, det valgte Bibi og Knud Erik fra.

Dagens første oplevelse var morgenstilheden i byen og alle de flotte døre sad nu på plads, så man virkelig kunne se dem. Om dagen var de taget af, for at give plads i forretningerne.

Turen bød på meget mere end Jade Snow Mountain, men det havde vi ikke forstået, da vi jo ikke forstod den kinesiske forklaring vi fik da vi bestilte turen. Så vi kom på besøg i Naxi folkets historiske område Donga Park, med verdens længste maleri 250m, det fortæller den livshistorie de har. Og senere besøgte vi Donga Village der minder om vores Frilandmuseum. Frokost var også inkluderet i de 700 yuan vi gav for turen.

Vi var inde i en kæmpe forretning der solgte naturmedicin, for lige i det om er naturen så ren, så befolkningen bliver meget gamle, og betragtes først som gamle, når de er over 70, sagde en engelsk talende kineser, som var med på turen, og som vi talte meget med, og han troede nu vi var midt i halvtredserne.

Flotte steder til fotografering var der også tid til, men den store oplevelse var Jade Snow Mountain 4506 m oppe. Ufattelig storslået – over trægrænsen, kiggede lige over på den evige is. Det blæste godt og var koldt, men flot, flot. Det gav et sug i maven da vi satte ud for med tovbanen, 1100  m skulle vi op og ned igen, 20 min. tog det at komme op. 40 min. havde vi deroppe og for første gang prøvede vi, hvordan højden indvirker på vejrtrækningen.

Man skulle ikke bevæge si ret meget så mærkede man disigheden, skulle trække vejret godt igennem, så gik det igen. Mange havde iltflasker med, det kunne man købe, og mange brugte dem, men vi klarede den uden.

Skal lige love for,at vi kunne sove i bussen på tilbageturen. Men vi skulle også hjem og pakke til Luguhu Lake turen næste dag.

Turen til Luguhu Lake i bus tog 6 timer. Det var udelukkende bjerglandskab vi kørte i, med sirlige landbrugsområder, næsten kunsthåndværk, ris, majs og grønsager.

Men bussen var gammel og blød i fjedrene og vejene meget ujævne. Vi fire sad på bagsædet og på et tidspunkt hoppede bagenden i den grad, og jeg fløj op i luften og landede med en frygtelig smerte i ryggen, men en sød kinesisk dame tilbød mig sit sæde længere fremme i bussen, det hjalp, og chaufføren kørte ordentlig resten af vejen til Luguhu Lake, alle medpassagererne skældte ham ud, han havde nemlig kørt omkap med en anden bus.

På grund af forventet dårligt vejr næste dag skulle vi omgående på bådtur da vi kom frem. Noget hårdt, men flot naturoplevelse.

I løbet af dagen havde vi ved hjælp af Thors og nogle kineseres tegne evner, kommunikeret os frem til at vi skulle deltage i lammegrill party om aftenen. Så vi var lige henne på hotellet og vende, så af sted til danse show og dernæst grill party.

I en kæmpe hal var opstillet masser af grills til et par hundrede mennesker. Så kom kødet, der var skåret i mindre stykker ind og så sad vi og vendte det med vores pinde, alt mens vi drak te og ris brændevin. Bølgerne gik højt mens vinen gik ned, masser af sang, som kineserne ynder når de fester. Vores selskab fra bussen var udelukkende kinesere, unge og midaldrende og fantastisk søde mennesker, og med et fantastisk humør, igen tænker jeg tilbage på 1977, hvor alt var anderledes.

KL 23 var vi så endelig på det iskolde værelse, hvor alle pærer på nær en var skruet ud. Min ryg behandlede jeg med Glucosol og ipren og havde det rimeligt klokken 6.30 da vi skulle op næste morgen mens det endnu var mørkt. Ris vælling, kogte kartofler og nudelsuppe til morgenmad, og så af sted til besøg hos musou familie, hvor der blev forklaret alt om familiens levevis, og som vi desværre ikke forstod meget af. De øvrige i selskabet fortalte os lige og let overraskede, at bedstemoderen i familien om natten sov i vindueskarmen, den var bred, men alligevel. Senere fandt jeg en bog på engelsk, som beskriver musou folkets levevis.

Så var der shopping og fotografering både af det smukke sø område og af deltagerne på turen, alle ville fotograferes med de fire danskere, tænk at være så eftertragtede.

Turen tilbage til Lijang gik uden problemer og med en god søvn, vi havde fået pladser foran i bussen og det var jo noget anderledes.

Dagen efter gik med afslapning og forberedelser til Shangrila turen og jeg begyndte på bogen Lost Horizons, der er skrevet området heroppe og senere blev filmet, på dansk hedder den Tabte Horisonter, skrevet i 1933 og senere fimet i s/h.

FARVEL til skønne Lijiang og videre til Shangrila, denne gang havde vi lejet en bil med chauffør, og han var virkelig god på alle måder, selvom han ikke kunne engelsk, klarede vi det hele.

Igen kørte vi i et pragtfuldt bjergområde med de sirlige landbrug. På et tidspunkt fik vi følge af Yangzi floden.

Vi stoppede ved Tigerspringskløften og gik 1 time langs med Yangzi på en 3 m bred sti der var hugget ud i klippevæggen, og der var jævnligt opsat advarsler om stennedfald, men vi nød den flotte tur, ubeskriveligt rent ud sagt.

Stien stoppede ved et udsigtspunkt, hvor floden i den grad viste sine kræfter og buldrede af sted omgivet af små og store kæmpesten, samt høje bjerge ( 3600 meter fra floden) til begge sider, vi kunne næsten ikke rive os løs, men chaufføren ventede.

 Efter den lange tur var vi skrub sultende og chaufføren fandt alle tiders frokostrestaurant hos en kinesisk familie, hvor vi startede med at gå ud i køkkenet og pege de ting ud vi gene ville spise, og ind kom verdens bedste retter.

Efterhånden som vi kom længere nordpå mod Shangri-la, blev landskabet mere slettepræget, store brede sletter med bjerge i det fjerne og masser af kvæg, geder og får.

Endelig kom vi til Shangrila der ligger i 3200 meters højde, en absolut anden by end vi havde forestillet os i vore hoveder, hvor vi nu end havde det fra. Nå men vi fik omsider et hotel og mærkede et noget koldere klima end tidligere på turen. Sultne var vi, og igen sproget der manglede, men Thor tegnede kylling, gis og lam og vi sad og brægede og gryntede, så både de kinesiske piger og vi lå flade af grin, og pludselig så de afklaret ud, løb af sted og et kvarter senere kom de med de lækreste retter, ja det er altså sjovt med sådan en oplevelse.

Værelserne er kolde, men med elvarme i madrasserne, så har vi købt stearinlys, og så er det til at holde ud. Temp. Er mellem 5 og 16 gr. og så lidt blæst.

Første dag var vi på tur til et kloster, gik en skøn tur derude, langsomt vi er jo igen i højden. Om aftenen spiste vi Yak okse suppe, igen helt pragtfuldt, men vi har faktisk ikke fået mad vi ikke kunne spise på denne tur.

Vi var stadig lidt skuffet over Shangrila, men i dag har Thor og jeg været i den gamle bydel og set de skønneste huse vi endnu har set på turen så det hjælper på det.

Så havde vi endnu en pragtfuld oplevelse da vi kom ind i den gamle bydel. Vi stod ved en gammelt skønt hus og læste en beskrivelse af huset og dens indehaver, da vi pludselig blev kontaktet af Mr. Abu himself og blev inviteret indenfor hvor han fortalte (på kinesisk og tegnsprog) om sin fængsling under Mao styret og hvor Maos rebeller brutalt tog Abu til fange og brugte huset som hovedkvarter. Den glædelige historie jo så at efter Maos fald fik Abu huset tilbage og hvor han i en alder af 75 år stadigt lever i det 400 år gamle hus og ser det som sin fornemste opgave at fortælle historien om huset videre. 

Det flotteste naturområde når vi ikke denne gang, men vi er også oplevelses mætte nu.

I morgen starter turen hjem, Først til Kunming med fly, så Peking os DK.

Masser af hilsener fra Thor og Fie     

Kina rejsen startede d. 5. oktober 2006 og vi var vel tilbage i Lyngby d. 28. oktober sent aften efter 17 timers rejse fra Beijing, trætte men med mange gode oplevelser af Kina og de venlige kinesere. Og en tak til vore rejsefælder Knud Erik og Bibi for godt selskab og mange diskussioner over de mange retters middage.

Dette Websted blev sidst opdateret 30. December 2007