CUBA
2010
NB! Ved at dobbeltklikke med venstre museknap på de små billeder kan billedet forstørres
1 HAVANA
Hotel LINCOLN – 2 dage
Vi rejste fra København med Air France via Paris til Havana hvor vi ankom ved 6 tiden om aftenen efter en ca. 12 timers flyvetur.
Ved ankomsten vekslede vi penge til den nødvendige Convertible Pesos (CUC) som Fidel Castro har opfundet til turisternes brug. 1 CUC er 25 gange større end den nationale Pesos, og svarer til 1 USD og følger kursen på dollaren. Man kan kun købe CUCs i bankerne som så yderligere tager et gebyr på 11% , så CUC’en faktisk bliver ca. 28 gange dyrere end den nationale Pesos. Hver gang vi skal købe noget så betaler vi med CUC og den lokale cubaner betaler med den nationale Pesos, dvs. 28 gange lavere pris end turisterne. Det var første møde med Castros Cuba.
Vi tog en taxi til hotellet som vi havde bestilt 2 overnatninger på som betingelse for at få visa. Hotel Lincoln er et gammelt hotel fra 60-erne, i sin tid Havanas næst højeste bygning, men der trænges meget til en modernisering. Prisen er heller ikke så høj som nogle af de nyere 5 stjerners hoteller som også findes, men Hotel Lincoln ligger i den gamle bydel og er bekvemt når man på gåben skal vandre rundt i Old Havana. Vi fik et værelse på 2 sal med en lille altan, et dobbeltværelse på 12 m2 hvor malingen hang i laser, men man var i gang med at male på nogle af de andre 9 etager.
Næste dag var der morgenmad ved 8-tiden og vi fandt ud af, at vi måtte tage ud til VIAZUL billetkontoret for at bestille pladser på bussen til Trinidad, telefonen blev ikke svaret. VIAZUL er et busselskab med luksusbusser for turister og rige cubanere med CUC. Morgenbussen var udsolgt så vi fik pladser på bussen kl. 13:00.
Gik en lang tur i Old Havana – fulgte ”the walking tour” vist i Lonely Planet. Ned til havnen, til fortet og op Padro (gågaden) og på pladsen foran Capitolio Nacional lejede vi en hestevogn (CUC 20 for 1time).
I behageligt tempo rundt til seværdighederne i den gamle bydel bl.a Plaza De San Francisco de Asis som mindede meget om The Fishermens Wharf i SF, og indenom Plaza de la Catedral med den flotte kirken med malerier og mosaikvinduer, og på pladsen mange cubanske damer som gerne ville, mod betaling, fotograferes med en kæmpe cigar, vi fortsatte forbi Plaza des Armes som var afspærret og videre til China Town– men ingen kinesere i China Town – de rejste væk da Fidel Castro tog styret – ikke mere business.
Spiste lunch på en lille hyggelig cafe og på vejen tilbage til hotellet, blev vi kontaktede af en jinetero som ville vise os produktion af cigarer. Ingen fabrikation viste det sig, men tilbud om 25 cigarer for CUC 50. Vi gik med op på 1.sal og de tre mænd blev meget vrede da vi ikke ville købe. Nede på gaden og lidt hen nogle opgange blev jeg stoppet af en af de mange policer som ville hvide hvad jeg ledte efter. En frisør svarede jeg – svaret tilfredsstillede politi manden.
Tilbage på hotellet – Fie for et hvil og jeg gik til frisøren på næste hjørne. Fik en plydsklipning så mit lange hvide hår røg sammen med alt det sorte hår på gulvet og dannede et spættede mønster på gulvet – alt overværet af nogle unge piger som tilsyneladende ikke tidligere havde set en udlænding på tæt hold. Dejlig med kort hår i varmen. Det er ca. 27 grader og sol.
Hos frisøren mødte jeg Ramses og da han var den eneste som kunne engelsk, kom vi i snak. Han foreslog at vi skulle prøve at spise middag på et Casa Particulare- et privat hjem – og vi aftalte at mødes igen kl. 19:00.
Pedros Casa lå på Av de Italia tæt ved hotellet. Op ad en trang trappe og maden blev serveret i spisestuen, nydeligt dekoreret med gamle tegninger og kæmpe højt til loftet. Pedro havde samtidig job som security hos nabo forretningen, så han skulle hele tiden til vinduet for at kikke efter sin anden beskæftigelse, sagde Ramses.
Maden var OK, jeg fik hummer i salsa, og Fie og Ramses fik svinekoteletter. Ramses blev inviteret med til spisning, da han nu havde været så flink at vise os hen til Pedro.. Under ventetiden fortalte Ramses – på et noget gebrokkent engelsk - om Cuba – fantasi and reality - som han sagde.
I Havana er der 2 mill mennesker hvoraf 1 mill er politi- så alt er under kontrol. Ramses tjener 280 pesos som security vagt, (samt noget ekstra som jinetero) og da 280 pesos nationale kun svarer til ca. CUC 12 så er det ikke meget til mad da han også skal støtte sin mor og søstre. Alt andet er næsten gratis, skole, hospitaler, medicin etc. Men selv om doktoren udskriver en recept på en nødvendig medicin, så findes speciel medicin meget sjældent på apotekets hylder, og han viste mig et apotek og det var særdeles mangelfuldt og primitivt, de havde dog stort lager af krykker.
Vi betalte CUC 53 for middagen (for 3 personer) var dyrt, så det må vi betragte som praktisk ulandshjælp, men næste morgen kikkede vi efter det officielle blå skilt som alle Casa Particulare med licens skal vise, men vi kunne ikke se dette udenfor opgangen til Pedro – så det var måske for at se efter politi han holdt vagt ved vinduet, da drift af Casa uden licens bliver hårdt straffet med bøder og fængsel.
Næste morgen skulle vi pakke for at rejse til Trinidad, men der var tid til en tur langs havnen og tilbage til hotellet ad gader med interessante, men slidte huse. Gitter for alle åbninger og man møder mange som hviskende tilbyder cigarer, ægte Havana Christobal til meget billig pris – men vi har fået nok af denne illegale handel – politiet venter rundt hjørnet.
2 TRINIDAD
Casa Particulare: Hostal ”Nilda Ponce” – 5 dage
Kl. 13:00 startede en 6,5 timers tur til Trinidad – først gennem Havana for at samle op flere passager og senere ad den flotte motorvej som oprindelig blev bygget af russerne, og som fortsat er godt vedligeholdt.
Der er ikke meget trafik, bare nogle enkelte veteran biler og busser og mange hestevogne. Der er dyrkede marker på begge sider af vejen, og ikke mange huse. Udenfor hver lille bebyggelse eller vejkryds står ivrige rejsende viftende med pengesedler i hånden, betaling for at komme med. Bussen er ganske moderne og VIAZUL er kendt for høj kvalitet (Volvo og Mercedes) og overholdelse af køreplanen. Stop ved et rastested hvor vi købte 2 pizzaer, en lidt forsinket lunch.
Da vi nærmede os Sancti Spiritus Provincen hvor Trinidad ligger, ændrede landskabet sig og vi kørte gennem kuperet landskab omgivet af bjerge (vulkanske). Masser af kvæg og mange heste og ryttere da vi nærmede os solnedgangstid, var der mange flotte farver og dyb skyggevirkning. Endelig kom vi ud til kysten og kunne ane at vi nærmede os Trinidad – udnævnt til en UNESCO Heritage Site i 1988.
For at komme i tættere kontakt med den vanlige cubaner og for at bo for en rimelig penge, ville vi benytte os af Casa Partikular systemet som Fidel Castros bror Raul indførte for nogle år siden En "casa particular" er en bed and breakfast (kost og logi, logi) i et privat hjem. Private der opfylder visse betingelser kan få licens (og betale den krævede skat) for at udleje værelser til turister. De kan tilbyde både overnatning og måltider og der skal betales i CUC. Myndighederne holder streng kontrol med tilladelserne og snyd straffes med store bøder eller fængsel.
På busstationen ventede Nilda Ponce med skilt med vore navne, og så var det bare at følge trillebøren med bagagen hen over de toppede brosten ned til hendes Casa Particulare, som vi havde bestilt gennem receptionsdamen i Havana.
Værelset var pænt og med et meget godt badeværelse, så Fie gik omgående i bad med varmt vand i bruseren. Værelset havde to glasdøre ud til den indvendige patio, men en Aircon kunne give frisk luft om natten. Sengene var gode og middagen vi fik serveret var udmærket – kylling med congri (ris blandet med black beans) og mange andre grønsager. Vi spiste sammen med den anden gæst, en ung pige fra Molde i Norge, hun var på en 10 mnd.. tur rundt på kloden.
Rundt i Trinidad for at udforske området rundt Plaza Mayor hvor der er mange gamle herskabshuse som i dag er museum. Cubansk musik alle vegne, noget frygtelig højt, og mange som tilbyder cigarer – ”min far arbejder på en cigar fabrik, så derfor kan jeg tilbyde meget billige cigarer” – men ingen ønsker at bekræfte at deres handel er indenfor lovens rammer.
På vej ned mod pladsen igen kom vi forbi et ældre par som sad i skyggen på fortovskanten. Jeg kunne høre at de var danske så jeg startede en samtale og vi udvekslede synspunkter om Cuba som man nu gør. Da vi var ved at gå videre spurgte Fie hvor de var fra – Silkeborg – og Fie fortalte at hun havde en fætter i Silkeborg, Hans Jørgen. Det gav først en tavshed og så fortalte Grethe at det jo var mandens tidligere kollega.
Ja verden er nu lille. Jens Kristian var nu delvis pensioneret med kun 90 dages arbejde per år, så det gav mulighed for længere rejser. Vi spiste lunch sammen og snakken gik livlig. Vi skiltes og vi gik videre på vor tur rundt i byen.
Vi tog en taxi ud til Playa Ancon (CUC 8) og havde bestilt afhentning igen efter 3 timer da vi ikke mente vi havde godt af mere sol. Vi fandt en god plads under en palmeblads parasol. Stranden var med fint hvidt sand, men vandet var desværre uklart på grund af den fine sand. Det var dejligt med en dukkert ind imellem solingen.
Tilbage i Trinidad fandt vi en bank (den ene af de 2 i byen) så vi kunne supplere vor CUC beholdning samt besøgte Internet cafeen for at checke mail. Læste i avisen om yderligere sne i Danmark, men det er allerede så fjernt. Masser af sne i USA også – hvad går galt med den globale opvarmning?
Næste dag igen taxi til Playa Ancon kl. 9:30 og vi bestilte retur igen kl. 13:00. Solen og vandet var lige dejligt i dag og det blev nogle dejlige afslapnings timer på stranden.
Spiste en sandwich (ham og ost) med en øl, det er godt og let måltid midt på dagen i varmen. Skrev de sidste postkort og fik alt afsendt på postkontoret. Jeg havde fået et lille allergisk tilfælde og vi tog en cykle taxi til International Klinik hvor det er apotek, mest beregnet for turister, købte noget medicin som apotekeren anbefalede og tog tilbage til Casen.
Hjem på værelset for et hvil og Nilda tog Fie med til en frisør for at klippe håret til mere sommer frisure og kom tilbage og fortalte, at det var den mest primitive frisørsalon hun nogensinde havde set – en stol inde i en port - men jeg syntes nu resultatet var godt.
Fandt en butik som havde Gin og tonic, så i dag kunne vi nyde en drink ude på patioen i stille hygge med hver vores bog. Efter en god morgenmad tog vi op til VIAZUL billetkontoret for at købe busbilletter til Santa Clara og bagefter med taxi til Playa Ancon, hvor vi fandt vor gamle plads for enden af parasolrækken. 3 timer i solen og så tilbage til byen for en ham og oste sandwich og Cristal øl. Den smager fint når den er helt kold og det kan cubanerne servere alle steder.
Hjem til Casen for et lille hvil og vask af tøj og om eftermiddagen var der tid til kulturdannelse og det blev til et par museer og et par kunstgallerier.
Først på Museo de Arquitectura Trinitarie som viser mange detaljer vedrørende byggeriet i det gamle Trinidad, (nogle engelske skilte ville være hjælp eller at omviser kunne andet end spansk). Derefter gik vi over pladsen til Museo Romantica, som er et gammelt velhaver hjem bygget i 1740 og med en 1st. sal fra 1808, møbleret med de originale møbler og med mange flotte kunstgenstande. Guiden fortalt, at på den tiden var der mange styrt rige cubaner som eksporterede træ (mahogni), tobak og kaffe til Europa, og købte retur mange unikke møbler og andre kunstværker.
Oplevede solnedgangen fra Plaza Mayor før vi gik hjem til vor Casa.. Tog afsked med de unge schweizere Noeaey og Johannes samt selvfølgelig Nilda (og betalte CUC 260 for logi og mad under det 5 dage lange ophold).
3 SANTA CLARA
Casa Particulare: ”Casa de Hospdaje” – 4 dage
Bussen gik fra Trinidad til tiden med aircon på fuld styrke så det blev en kold omgang, godt vi altid har sjal parat i rygsækken. Vel fremme i Santa Clara blev vi mødt af en mand med vores navne Dhor &Kara, men det viste sig at det sted som Nilda havde aftalt med havde big problems, så vi skulle med Sr. Rolando til hans Casa de Hospedaje og han var ven af Miguel. Det var næsten som at læse advarslerne i Lonely Planet, så vi gik tilbage til busstationen, hvor så Rolando fremtryllede Miguel, som bekræftede at vi skulle med Rolando. OK, vi læssede bagagen ind i den næsten faldefærdige bil og kørte så til Casa de Hospedaje, som viste sig at være et pænt sted med hyggeligt værelse og hans kone og datter. var meget venlige. Vi accepterede at tage værelset for 3 dage. Det er en fordel, at Rolando taler engelsk og deres Casa tidligere har været listet i Lonely Planet.
Vågnede meget tidlig p.g.a. støj fra gaden som er en af gennemfartsvejene i byen. Meget tidlig var der skraldevogne som rumlede forbi, sener kom hestevogne med folk som skulle på arbejde. Ved morgenmaden spurgte vi om muligheden for at flytte ekstra sengen ind på det andet værelse som ligger væk fra gaden. Det blev raskt ordnet.
Vi gik ned til den Plaza Mayor hvor der var mange blomstrende træer, mange mennesker og også en del forretninger af forskellig slags. Der er nogle særprægede udstillinger, det er tydeligt at der er knaphed for varer. Hele hylder med røde vaskefade eller 1 l vandflasker.. Men det virker som at byen har en hvis dynamik og folk går mere målbevidste rundt i gaderne.
Vi gik videre ned ti Indepencia Square som er et slags centrum for shoppinggaden Indepencia, hvor der flere større butikker og som er en rigtig gå-gade – ligesom Strøget i København.
Santa Clara var et vigtig sted for Fidel Castro, og det var her Ernesto Che Guavare og en gruppe på 18 rifle bevæbnede ungdom vandt den 90 min. lange kamp mod soldaterne i Bastistas hær.
Rolando gav os anvisning på vejen ud til monumentet, som skildrer sabotagen den 28 dec. 1958 af jernbanen og ødelæggelsen af de armerede vogne, og hvor de 350 soldater blev kastede ud ved at vælte vognene med en bulldozer. Det var denne hændelse som vendte situationen positivt for revolutionen, stoppede Batistas diktatur og gav starten på Fidel Castros magt og styre over Cuba. Det var flere skoleklasser som ved siden af monumentet fik undervisning i historien om Che og hans glorværdige indsats.
Bagefter gik vi yderligere ca. 400 meter ud ad Indepenecia for at se statuen af Che foran et stort stateligt kontor. Denne statue er speciel, med Che bærende et barn symboliserende Ches kærlighed til børn og med mange små scenerier rundt på kroppen symboliserende livet i Cuba.
Efter lunch og Internet besøg, gik vi ind i på Museum de Artes Decoratives som viser en rigmands bolig med møbler og udstyr fra 1800 århundrede – mange fantastiske ting. En ung guide viste os rundt, og da vi kom til spiseafdelingen med flot dækket bord med gamle krystalglas, fik Fie lov til at løfte et af glassene og udbringe en skål. Dette var nok ikke helt efter reglementet, og den unge guide blev hentet af en af lederne.
Renaldo og Adelaida serverede en fantastik dejlig middag – gastronomic cooking – som det står på kortet. Krydret kylling med kartofler, ris, tomater, agurk skiver med dressing, stegte bananer og grøn salat, og frugt - ananas og papaja til dessert og Cristal øl.
Ny dag med regn om natten og overskyet, behagelig temperatur. God nats søvn uden gadelarm, dejligt.
Det blev en lang formiddag med læsning på sengen og ved 2-tiden var der ophold så vi kunne gå ned til centrum for at checke mail, men internet stedet var allerede lukket kl. 12:00, men så kunne vi da gå efter lidt frokost. Prøvede en af de mere fashionable restauranter, og bestilte noget let – en forret – noget med jamo og Viking- men det var ikke særligt vellykket. Svinekød med store fedtklumper og lidt salat, men det var da en slags lunch.
En pinacolada på vor sædvanlige restaurant hjalp på situationen. Satte os på en bænk på Plaza Mayor og en cubaner der havde arbejdet i Tyskland, kom og snakkede og en flok skolebørn i 11 års alderen var også meget interesseret i hvad vi foretog os. De havde haft matematik og engelsk, og da vi spurgte hvad de skulle uddanne sig til, var svaret fra de første 4: ingeniør, læge, lærer og politi – det var ingen som ville lave manuelt arbejde.
Tilbage til casaen hvor vi fik en rigtig god middag med svine koteletter, grønsager og en kold Cristal øl. Rolando og Adelaida laver god mad. Efter maden viste Rolando os flere billeder af gæster som havde boet på casen, og vi fik en lang snak om Cuba og livet på Cuba.
Ligesom så mange andre cubanere, mener Rolando, at ingen udefra rigtig kan forstå hvor svært cubanerne har det – dvs. den almindelige befolkning. Rolando er uddannet Ingeniør og har arbejdet i produktion på en maskinfabrik, men var nu pensioneret og tjente den gang ca CUC 25/mnd. Adelaida er læge, arbejder på en lille klinik sammen med to andre læger og 2 sygeplejersker og tjener CUC 50, og hun siger at forholdende er elendige, meget begrænset med medicin og lange ventetider på alle ekstra undersøgelser såsom røntgen o.l.
Hospitaler, undervisning og børnehaver er gratis, og hver person får tildelt madrationer fra staten, men mængden er lille og kvaliteten dårlig. Mælk gives kun til børn under 3 år, og der er stor arbejdsløshed. Mange har ikke mad til morgenmad, men må klare sig med sukker opløst i vand – koldt eller varmt og kun uraffineret sukker. Salt er stor mangelvare selv om Cuba er en ø omgivet af saltvand, men staten klarer ikke at organisere fremskaffelsen af de mest enkle fornødenheder – alt går op i bureaukrati.
Chefen (Fidel Castro) har stadig alt at sige og giver daglige beskeder til sin bror om hvorledes landet skal styres. Ministrene og de 500 medlemmer af parlamentet er ja-sigere og gør ingen indvendinger mod Chefens direktiver. Raul har dog givet enkelte lempelser, f.eks. at man nu kan få mobiltelefoner, Casa Particulare systemet og de private Paladera restauranter (for maks. 12 gæster).
Alle som deltager i produktionen, ser det som sin ret at tage fra produktionen til ”eget” brug, og det bliver sagt at 50% af cigarerne der bliver produceret havner på det sorte markedet, og det er derfor der så mange jiegeroer som tilbyder cigarer til turister med CUC på lommen.
Befolkningen syntes at være delt i to grupper, de som kan håndtere systemet, dvs. skaffe varer eller ydelser der kan give CUC indtægter, og så de andre som tigger sæbe og kuglepenne på gaden.
Rolando og Adelaida tilhører den første kategorien og Rolando beskæftiger sig udelukkende med sin Casa drift (er CUC tjener) sammen med Adelaida, som håber at kunne stoppe sit læge job indenfor et års tid. Det blev en lang og temperamentsfuld samtale til ganske sent og Adelaida måtte flere gange tysse på Rolando selv om vi sad i stuen på 1.sal så kunne nogen måske lytte med.
Vi vågnede næste dag til sol, men temperaturen var ”kun” ca. 25 grader og efter morgenmaden gik vi ned til Internet caféen, men den var også lukket i dag – søndag.
Tog en taxi til mindeparken for Che Guavara, hvor vi først blev lukket ind i Mausoleet der blev indviet i 1987 for at markere 20-årsdagen for mordet på Guavara i Bolivia.
I det stendækkede mausoleet er der er 38 felter med firkantede stenplader med navne og portræt indgraveret og dedikeret til de øvrige guerillaer, som var døde i det for fejlede revolutions angreb.
I 1997 blev resterne af 17 af de myrdede i Bolivia fundet i en hemmelig grav og flyttet til Mausoleet. Den evige flamme i krypten blev tændt af Fidel Castro i 1997. Der var en fantastisk stemning med brændende lys i det mørke grav krypt og kun lavmælt tale eller retter hvisken.
Det tilstødende museum viser personlige genstande og begivenheder i Che’s liv ved hjælp af masser af fotografier der fortæller om Che’s 39-årige liv, et meget indholdsrigt og voldsomt liv. Han læste medicin, traf Fidel Castro i Mexico, selv var han født i Argentina 28.juni 1928, men blev tilsyneladende grebet af at kæmpe for andres frihed.
Hjalp Fidel i 1956 med forsøg på, at invadere Havana med lystfartøjet ”Granma”, en mislykket aktion hvor kun ca. 20 af de oprindelige ca 80 soldater overlevede. Det var først da Che i dec. 1959 gennemførte sprængningen af toget med de 350 soldater sammen med sin gruppe, at den daværende Præsident Batista endelig måtte opgive og overlod regeringsmagten til Fidel Castro. Che fik cubansk statsborgerskab og blev Minister i Castros regering.
Efter et par år som Minister, forsvandt Che fra sin post som Minister og var væk i flere år, indtil han i 1965 dukkede op i Bolivia for at kæmpe den Bolivianske frihedskamp. Her blev han imidlertid fanget sammen med mange af sine kammerater og skudt i 1987.
Mindeparken har også en statue af Che i hans kampuniform sat på toppen af en stor firkantet søjle – der spilles revolutionsmusik og der er mange som besøger mindeparken, både cubanere og turister.
Vi gik tilbage til centrum, hvor vi igen ville undersøge om Internet caféen var åben. Den var lukket, men lige ved siden af fandt vi ud af at telefonselskabet ETECSA også havde 5 Internet stationer.
Købt 1 time på et skrabekort, men kunne ikke komme ind på vor mail – antagelig var browseren spærret. Har stadig til gode 43 minutter på kortet.
Gik ned på cafen ved Indepencia pladsen og fik et par Pinacoladaer samt en pizza og en super hamburger med to burgere, men det var for meget kød, vi er allerede vendt af med de store kød mængder.
Centrum var fyldt med mennesker og rundt på Plaza Mayor pladsen gik små vogne trukket af gedebukke med børn på sæderne. De så ud som de havde det sjovt.
Sådan en søndag bliver der også solgt masser af iscreme og flere fik en speciel kombination med 2 vaffelkoner med is kugler imellem..
Der findes mange typer af transport midler, og fælles for de fleste er at der ikke skal bruges benzin eller diesel, som skal importeres og som derfor er rationeret og koster mange pesos – hvis der altså er noget at købe.
De gamle US-modeller fra tiden før revolutionen og det tidspunkt hvor USA indførte embargo for all handel, bliver holdt kørende ved talentfulde reparationer – og det siges, at cubanerne er verdens bedste bilmekanikere. Det er et helt normalt syn, at se ejeren og alle vennerne udføre reparationer på gaden med edt mest primitive værktøj jeg har set.
4 CABARIEN
Casa Particulare: Hostal ”El Carretero” – 2 dage
Efter morgenmad, kom Rolandos ven med sin bil, for at køre os de ca. 55 km til Caibarien ude ved kysten, hvor vi havde bestilt 2 nætter i et Casa, for at være i position til at tage ud på Cayerias Del Norte d. 10/2, hvor det var lykkedes os at få en Cabana for 4 dage på Villa Las Brujas som ligger på en af de første Cayos (øer) efter passage af det 48 km lange brosystem som forbinder Cayerias Del Norte øerne med fastlandet. Disse øer er et nyt område, hvor man satser på turister, men endnu er der kun 5 resorter spredt på de forskellige øer.
Caibarien er en anden historie. En gang en meget driftig shippingby på Cubas Atlantic kysten ca. 9 km vest for den ældre og lidt større by Remedios. Da de lokale sukker fabrikker lukkede, henfaldt Caibarien i dvale og de mange kajanlæg med bygninger er efterhånden er faldt sammen, og kun lidt fiskeri er tilbage af den tidligere driftige og travle by.
Byen ligger inde i bunden af en bugt med to halvøer der omklamrer bugten som klørene på en krabbe. Byen er ellers også kendt for cangrejo (krabbe) og den specielle tilberedning af disse cangrejos. Ved indgang til hovedgaden er opstillet en kæmpe skulptur i cement af en krabbe – ca. 5-6 meter bred og 2-3 meter høj.
Byen ellers består af et lille centrum med en stor firkantet plads med en stor pavillon i midten, blomstrende træer og masser af bænke, hvor folk kan sidde og passiare – meget andet er der ikke at lave i byen. Det er et par pizzeriaer og nogle magasiner i centrum, og ellers består byen af en lang række gamle 1 etages huse i geometrisk anlagte Avenuer og Caller (tværgader) Vort Casa ligger på Calle 18 ved hjørnet af Ave 11 og er et af Calle 18 mest velholdte huse.
---------------------------------
Hanerne galer altid på Cuba. Aftenen bliver tidlig gammel når mørket overtager dagen og de cubanere som ikke ser det revolutionere fjernsyn eller danser salsa til rytmisk musik går tidligt til ro – men hanerne galer hele natten. Når man ligger og venter på søvnen og klapren af hesteskoene fra hestevognene og de få biler forsvinder – gør hundene og hanerne galer fortsat.
Vågner man om natten og må op for at tisse – galer hanerne – og når man ligger stille igen for at fortsætte søvnen – så galer hanerne. Tidligt om morgenen når byen kommer til live igen – hundene gør, folk snakker og de klaprende hestehove starter dagens dont – så fortsætter hanerne at gale.
Hanerne må være de mest energiske på Cuba.
---------------------------------
Vågnede efter hanedrømmen, og spiste som sædvanligt en god morgenmad med omelet og frisk frugt.
Fik ved hjælp af Fernando bestilt en caballero (hestevogn) for en rundtur i Caibarian og ud til Sugar Mill Factory Museum.
Det var en behagelig følelse at vi i behageligt tempo kørte gennem de stille gader, det er ikke meget trafik i byen. Ned til havnen og langs den nye stenmur, som skal standse havet når det stormer og ud til Caibarian Playa, forbi en marina med gamle både og rustne vrag, til en strand som så lige så trøstesløs ud som resten af havneområdet inde i byen.
Så videre ud til museet som ligger i udkanten af byen, udenfor et boligområde med 5-6 etagers lejlighedsblokke, med overfyldte skraldecontainer, hvor plastic og papir har fri adgang til at sprede sig i blæsten.
Cuba havde siden 1928 opbygget en stor sukker produktion med ca. 160 sukker møller spredt ud over Cuba. I 2002, da sukkerpriserne var på et lavpunkt, besluttede sukker ministeren at omstrukturere sukkerproduktionen, ved at nedlægge ca. 70 fabrikker og så bruge jorden til anden landbrugs produktion. I 2005 var der nedlagt 109 sukkermøller og Cuba har i dag kun 56 sukker møller tilbage. Af de mange arbejdere som var beskæftiget i sukker industrien er ca. 140.000 omskoleret eller er under omskoling og mere end 40.000 er nu beskæftiget med dyrkning af andre landbrugsprodukter og mere end 1 mill. hektar jord, som blev brugt til sukker rørs dyrkning, er nu frigivet til dyrkning af grønsager, korn, frugt og til kvæg.
På museet vises hele produktions processen og alle – de næsten 100 år gamle maskiner holdes ved lige. Maskinerne er importeret fra USA, Belgien, Tyskland og har gennemført en stor produktion, men er i dag forældede (og udslidte) og Cuba har ikke midler til en nødvendig fornyelse for at være konkurrence dygtige på verdensmarkedet, da Cuba i 2002 kunne spare ca. 200mill.USD på denne produktion og kun miste ca. 100.000 USD i indtjening..
Vi blev vist rundt af et ægtepar som var meget optaget af at fortælle, og manden var leder af en lille gruppe som havde til opgave at vedligeholde de imponerende gamle damp lokomotiver, som tidligere blev brugt til at fragte sukkerrørene til fabrikken og det færdig sukker til havnen for eksport. Denne fabrik havde kun produktion af brunt sukker Cubas største lagerhal som kunne indeholde 110.000 tønder med sukker er stadig i brug for lagring af landbrugsvarer.
Til middag bestilte vi krabber som skal være en af specialiteterne i byen og det var en rigtig lækkerbisken – og Fernando kom med en ekstra portion, da han så hvor hurtig de forsvandt.
5 CAYO LAS BRUJAS
Resort: Villa Las Brujas – 4 dage
Morgenmad og så pakke så vi kunne være klar til taxien kl. 10:00 som skulle køre os ud til Villa Las Brujas. Vi passerede kontrolposten og kørte ud på den lange dæmning med asfalteret vej på toppen. Med mellemrum gik vejen over broer som muliggjorde at vandet frit kunne passere så det økologiske miljø ikke skades (bro no 45 var lige for afkørselen til vor ø Cayo Las Brujas). Hele ø gruppen er et fantastisk område med mangrove skov, vådområder med fugleliv og masser af fisk i havet.
Her satser Cuba på turisme i den dyre ende og på Las Brujas er der en flyveplads for små og mellemstore jetfly så masser af turister fra Canada og Mexico kommer direkte ud til luksus resorterne og kan lægge alle deres penge uden at genere resten af Cuba (eller opleve det normale Cuba).
Villa Las Brujas er det mindste ressort i området (og billigste) med kun 24 Cabanas.(huse) Ude på Cayo Santa Maria, ca. 3 øer og 10 km længere ud ligger et stort luksus hotel ressort med 935 værelser (og 3 X dyrere), vi skulle betale CUC 91 er. dag incl. morgenmad.
VILLA LAS BRUJAS
Vi måtte vente til kl. 14:00 før vi fik vores Cabana, no.23 det sidste hus for enden af den lange gangbro som forbinder husene med restaurant og reception. For enden af gangbroen var der en 8 kantet træ terrasse med plads til 6 sol senge og et boblebad og pragtfuld udsigt over det azurblå vand og en stor marina med 6-8 store katamaraner – flot syn.
Spiste på stedets eneste restaurant og heldigvis var maden god og øllet koldt.
Vor Cabana er særdeles veludstyret og med satellit TV så for første gang på Cuba kunne vi se CNN. Varmt vand fra sol paneler og køleskab med minibar. Ja, dette er forskel fra de Casa Particulare vi hidtil har boet på – men dette koster så også næsten 4 gange så meget per dag.
Dette blev en stille dag på stranden for at nyde solen, det krystalklare vand og det behagelige ikke, at skulle nå noget – men solen er stærk og vi har fået for lidt solcreme med ud på øen. Stranden har en meget hvid og fin sand, og der er masser af sol senge til gæsterne men det mest fantastiske er det klare, klare vand.
Las Brujas Marina som ligger ved siden af ressorten har haft fuld sejldag med busladninger med gæster, som alle har været ude fra kl. 09:30 til ca 17:00 hvor alle var i god stemning – ikke så underligt da vi går så, hvorledes der blev kørt ombord i hver katamaran kassevis med Ron (rum) og andre drikkevarer. Man sejler ud til koralrevene og så kan man dykke eller svømme.
På vejen ind til marinaen var der sang og råben og dans med glas i hånden, men alle gik pænt op til busserne og kørte af sted.
Vi kunne nyde de sidste soltimer på terrassen med en god bog før der blev G/T tid og middag kl. 19 hvor der er om at gøre at møde op tidligt for at få et godt bord.
Næste morgen var det dejligt, stille vejr – et rigtigt vejr til at ligge på stranden og vegetere i, hvilket vi gjorde ca. 4,5 timer. Lunch og så en stille stund på Cabanaen med læsning og musik.
Personalet havde igen lavet en fantasifuld kreation med håndklæder og sengetæppe.
Vågnede til stærk vind og overskyet. Det var ikke særligt opløftende men vi gik hen for morgenmad og gik tilbage til værelset. Fik lavet uddrag fra Cuba Travel Program som vi kan sende som Rejsebrev 2 Cuba når vi kommer til et Internet sted.
Fik læst en hel del og efter lunch kom solen og vi lå på stranden et par timer, men det var stadig en stiv vind. Bedre på terrassen ud mod Marinaen.
Nye ansigter ved middagstid på restauranten. Nyt design på sengene – en elefant.
Middag og så var der tid til at starte pakning da vi skulle rejse næste dag, - udchekning kl. 14:00 og vi havde bestilt taxi der skulle køre os til Santa Clara.
Før vi stod op kunne vi høre vinden suse og bølgerne slå mod klipperne lige udenfor vinduet – det var overskyet men ikke så koldt. Efter morgenmaden gik vi en tur på stranden, sad ned i sandet og fulgte bølgerne som slog mod stranden – og vandet kom næsten op til liggepladsen.
Talte med et par fra Canada som boede i Remedios, men som sammen med nogle andre var på dagstur til Las Brujas. De havde ikke kunnet få rum på resortet – så vi har været heldige.
Fandt ud af, at mellem parkeringspladsen og stranden gik gangbroen gennem et mangrove område – meget interessant at se de forskellige planter i området og de mange forskellige palmetyper og andre blomster.
Havde bestilt taxi til kl. 14:00 men opdagede da vi gik en tur rundt i området – ned til Marinaen og igen ud til restauranten fra parkeringspladsen, at taxien allerede stod og ventede ved 12-tiden.
Checket ud fra Cabanaen ved 13-tiden og kørte med taxien (CUC 60 ) til Santa Clara
Opholdet på Villa Las Brujas blev ret dyrt -4 dage – a`CUC 91 = CUC 360 samt ca. CUC 45 per dag til lunch og middag.
(3) SANTA CLARA
Casa Particulare: ”Casa de Hospdaje” – 1 dage
På vej fra Las Brujas til Vinales via Havana tog vi en overnatning hos Rolando og Adelaida, så vi kunne tage med VIAZUL bussen til Havana om morgenen og så videre til Vinales kl.14:00 en tur på i alt ca. 7 timer.
Morgenmad kl- 7 og Rolando kørte os ud til bus stationen og da vi stoppede ved busstationen blev vi næsten overfaldet af folk som tilbød os taxi til Havana til næsten samme pris som bussen dvs. CUC 20 for hver i stedet for CUC 18. Vi valgte en med en næsten ny Peugot 406 og kørte sammen med 2 cubaner til Havana på kun 3 timer og sparede således ca. 1 times kørsel.
Fandt ud af, at bussen til Vinales gik allerede 12:40 og vi betalte 2 x CUC 12 for turen.
Vejen fra Havana og ned til Vinales er en del af den motorvej som blev bygget af russerne, og der står stadigt mange vejbroer over motorvejen som ikke har veje tilsluttet, ufærdigt arbejde; dette fordi russerne pludselig forsvandt fra Cuba efter USSR’s sammenbrud i 1991.
Vejret var ikke helt i top, overskyet og der kom også et par regndråber undervejs. Landskabet blev mere kuperet jo nærmere vi kom mod Vinales, og den sidste del af vejen gik i skrappe sving over en højderyg, før vi kørte ned i Vinales Valley og ned til byen Vinales – hele dalen er en UNESCO Heritiage Site på grund af de særegne landskabs formationer, hvor dalbunden er sunket på grund af underjordiske vandløb, og hvor der er dannet enkelt stående bjergtoppe – ligesom vi så i Halong Bay i Vietnam og Gulin i Syd-Kina. Sådanne formationer findes kun 4 steder i verden.
6 VINALES
Villa Maceo y Gladys, Vinales – 4 dage
Ved busstoppestedet var der mange, mange som tilbød Casa Particulare og vi blev mødt af to damer med skilte med vore navne, en Casa – Marceo&Gladys som vi selv havde bestilt (anbefalet af Noeaey og Johannes som vi traf i Trinidad).og et som Rolando havde adviseret. Vi valgte selvfølgelig Gladys og fulgte hende til Casa Gladys – og hun kunne triumferende hilse på alle langs med vejen og bryste sig af, at hun havde kunder i butikken. Ja, det er en hård kamp for at tjene de konvertible pesos – turisterne er jo rene guldgruber.
Casa Gladys syntes at være et godt valg, værelset ligger i et anneks og med egen terrasse. Marceo, tidligere chauffør hos VIAZUL, tager hånd om haven som indeholder mange, mange typer frugttræer og alle de grønsager som skal serveres. Han viste os med stolthed at han havde figener, ananas, pærer, æbler, bananer, gruva, lime, appelsiner, kokosnødder, og kaffebusker samt alle typer grønsagerne, så Gladys kan servere god mad af egen avl, og dermed tjene ekstra. Æg fik de fra hendes søster.
Næste dag var der regnvejr og koldt så vi holdt os på værelset indtil regnen stoppede. Med ekstra tøj på gik vi ned til hovedgaden, ned til VIAZUL for at bestille plads på bussen d. 18., derefter til Internet stedet hvor vi igen måtte konstatere, at vi ikke kunne få forbindelse med vor E-mail – her i Cuba virker kun Hotmail.
For at få lidt forandring i kosten så spiste vi lunch på Thomas og fik en let anretning – rejecocktail og øl – meget sundt.
Om eftermiddagen kom solen og vi tog en taxi ud til det store maleri Mural de la Prehistoria som er malet på en bjergside – 120 meter langt. Maleriet blev startet i 1961 af en maler Lovigildo Gonsalez Morilla, og det tog 15 personer fem år at færdiggøre det storslåede maleri. Imponerende, og når man kommer tæt på så ser man at hele maleriet består af streger som følger bjergets konturer og som resulterer i en flot farvevirkning.
Tilbage på hovedgaden, hvor fandt vi en plads i solen på en cafe og kunne nyde nogle mojitoer medens vi lyttede til guitar musik og sang. Der er mange musikanter som vandrer rundt, slår sig ned på restauranten og forventer en lille slant fra tilhørerne.
Vi havde bestilt hummer for middag, som egentlig ikke må serveres på en Casa- og som bliver bogført som kylling – pink kylling - en af de specielle forordninger dikteret af El Commandante. Caserne skal registrere hvad der serveres for turisterne og prisen, men Gladys serverede Cuba libre (Ron og Cock) og moijito som drink før maden udenom dette system.
Bedre vejr næste morgen – overskyet men noget sol ind imellem. Nede på hovedgaden var der masser af mennesker – og mange cubanere bar på pap hylstre med lysstofrør – det var tilsyneladende dagens produkt. Lærte senere at lysstofrør havde været mangelvare i flere måneder.
Det er jo sådan at der fra byens Panderiaer uddeles 1 brød (bolle) til alle imod et rationeringsmærke. Brødet bliver ofte spist lige efter modtagelsen medens man går og snakker med folk man træffer – cubanerne er utrolig snakkende og omfavner hverandre når man træffes – så vanker der mange kindkys.
Et stort firkantet stykke kage med sukkerpynt (tærte), kan købes til en symbolsk sum om eftermiddagen – og man henter sin kage på et stykke pap og uden videre indpakning balancerer kagen hjem.
Tog en taxi ud til Parque Nacional Vinales Visitor Center som ligger et par km udenfor byen. Hele Vinales dalen et UNESCO Heritage Site på grund af det særegne landskab, som er et resultat af mange tusinde års underminering af underjordiske vandløb, – og hvor dalen blev formet ved at bunden for længe siden faldt sammen og kun kalkbjergene stikker op i 6-800 meters højde. Dalen er meget frugtbar og der dyrkes tobak, kaffe, appelsiner, mango, avocado, sukkerrør, bananer og mange andre grønsager.
Der arrangeres guidede tur i dalen og vi købte en kortere tur gennem dalen tilbage til byen (2 x CUC 10), en tur på ca. 3 timer. Guiden, Fernandez, talte meget godt engelsk og var en sympatisk mand på 39 år, gift med to børn og en ”svigermor” – ja han kunne det dansk ord og der var ikke tvivl om, at han gruede for at den nu smukke hustru skulle blive sådan en ”svigermor”.
Fernandez var godt informeret om verden udenfor Cuba, et resultat af at møde mange turister.
De cubanske forhold blev diskuteret – men tilsyneladende er de fleste tilfreds med tingenes tilstand – vi er alle ansat af staten som giver os et bedre liv end før revolutionen, men da russerne forsvandt i 1991 blev det rigtig kritisk for de mange – uden mad og mange sultede. Fernandez kunne med rædsel huske den tiden og var egentlig tilfreds med, at man nu igen kunne få arbejde og mad, god uddannelse – alt som resultat af El Commandantes politik.
På turen så vi en tobak plantage og så hvorledes tobaksbladene blev høstede, hængt til tørre i 4 mnd. i specielt stråtækt hus før de blev modnet ved en gæringsproces, før de kunne bruges som materiale for de kendte Cuba Cigarer, som Christobal og andre kendte mærker. All dyrkning overvåges af statens kontrollanter og ejeren får kun lov til at beholde 10% af høsten. Der kan kun dyrkes tobak i den kolde periode fra november til februar – resten af året ødelægger varmen de saftige tobaksplanter.
Fernandez fortalte også om forholdene for kvægbruget, at det var strafbart at slagte en ko for kødet skyld – men de skete jo (desverre/heldigvis) uheld som dyrlægen kunne autorisere.
De 4 km vandring på de smalle stier og langs kanten af markerne var en hård og flot tur, men endelig kom vi da frem til hovedgaden, lige ved krydset hvor vi kunne få en kold Cristal øl. Fernandez fik et par CUC for sin indsats og forsvandt hurtig ind til baren hvor en stiv Ron blev drukket og Fernandez var ligesom så mange andre cubanere storforbrugere af den meget billige hvide rum – ¾ liter for ca. 50 kr for os men kun 20 pesos nationale for cubanerne.
Den lokale transport af folk som skal på arbejde eller hjem igen, sker på mange måder, men mest almindelig er en traktor med en vogn bag på hvor der er høje sider. Her klatrer folk så op og står op under rejsen. Ved længere afstande benyttes lastbiler med ladet indrettet på samme måde, og her kan mange mennesker stå sammen under transporten. Disse transporter organiseres af folk i gule klæder, som noterer hvor man skal hen og som så uddeler en seddel med nr. så man kan se hvornår man kommer med.
Morgenmad hos Gladys og betaling for opholdet. Det blev i alt CUC 161,50 incl- morgenmad og middagsmad for de 3 dage i Vinales.
Gladys ville få nye gæster om lørdagen, så både Marceo og Gladys så ret tilfredse ud. Vi kan anbefale denne Casa, Marceo er en hyggelig, stille mand som passer sin have og huset og Gladys er som en vind drevet af evig snakken på hurtigt spansk, (kan blive lidt anstrengende i længden når man ikke selv snakker spansk), men hun er sød og vil alt godt for gæsterne og er god til at lave maden.
Vi pakkede og gik så en tur til den modsatte ende af Vinales byområdet, dvs. mod nordøst helt ud til enden af villavejen. Der er mange Casa Particulares alle stede i Vinales – mere end 350 – og mange ser ret hyggelige ud – men man må undre om det er gæster til alle.
Vi tog med VIAZUL bussen til Havana om eftermiddagen og der var masser af plads. Spiste en pizza på den italienske på hovedgaden - skyllet ned med en øl. Efter 2 timer i bussen standsede vi ved La Terrasse – et bio-økologisk område et par km fra hovedvejen. Interessant at Cuba allerede i 1968 opbyggede sådant område baseret på nogle gamle kaffeplantager. Det er jo tidligere end den økologiske bølge i både Europa og USA.
(1) HAVANA
Hotel LINCOLN – 2 dage
Checkede ind på Hotel Lincoln og fik fat i vor opbevarede kuffert med varme klæder, dejligt at møde sin rullekrave sweater Spiste middag på hotellet – en meget lidt spændende oplevelse – kun kylling og fisk kunne fås – OK det er Cuba og Hotel Lincoln er ikke et 5 star hotel men billigt, CUC 46 pr. nat incl. morgenmad.
Næste morgen efter morgenmad gik vi over til det 5 stjernede hotel NH Parque Central hvor vi først købte 1 times Internet adgang for 8 USD (dyrt) men efter sigende kunne man her omgå spærringerne ved at bruge egen laptop – men det var en langsom forbindelse, så hele timen gik med til at læse mail (207 stk., hovedparten uden interesse) og så et forsøg på at sende Rejsebrev 2, men det lykkedes ikke (iflg. E-mail programmet) så vi prøvede nok en gang, men tiden vi havde købt, løb ud midt i sendingen, tilsyneladende blev vedlægget ikke sendt iflg. E-mail rapporten.
Vi følte at vi havde behov for at slippe for computeren, og gik ned til den gamle bydel – forbi El Floridita - restauranten hvor Ernest Hemningway tilbragte megen tid med at drikke frozen Daiquari- han havde en anden restaurant hvor han drak sine Mojito – nu nærmest opfattet som Cubas nationaldrik, og lavet med cubansk white ron med rørsukker og knuste mint blade som omrøres til sukkeret er opløst, hvorefter der tilsættes soda vand og isterninger. Drikkes gennem sugerør under stadig omrøring.
Spiste en pizza og gik tilbage til NH Parque Hotellet for at prøve at sende Rejsebrevet igen og ved at benytte TDC online, syntes det denne gang at lykkedes (men vi har fået tilbagemeldinger om at nogle har modtaget alle tre sendinger, og det må vi beklage – det var ikke bevidst).
Efter at have brugt 2 timer på E-mail (og 16 USD) ville vi finde et lille hyggeligt sted, hvor vi kunne nyde en kølig Pinacolada I en lille gade kom vi midt inde i et lokalt arrangement med udstilling af skolearbejder og hvor en gruppe 10-12 årringe piger lavede en strålende danse og sang opvisning. Det er utroligt at cubanerne syntes at være født med rumba og calypso rytmer.
Fie snakkede med 4 piger som havde lavet tableauer af papir og som stolte viste frem. Vi var de eneste ”hvide” i flokken, men alle smilede og ville gerne at vi deltog. Medens pigerne (og 2 drenge) dansede var det nogle af lederne som gik rundt og delte ud små informationer samt en tre pakning kondomer til alle de lidt ældre unge, både piger og drenge – Fie fik også et set – nok mest for skæmt.
Vi gik igennem hele den lange San Rafel gågaden med alle de store butikker. San Rafel går fra Parque Central og helt over til Av l Italia lidt længere oppe end Lincoln Hotellet.
Vi var inde i et af Super Marcadoerne, stod i kø og købte en flaske god Ron (Rum) som vi ville tage med hjem, samt en flaske honning til morgenmaden. Lidt længere hen ad gaden, fik jeg tilbud om at blive klippet – noget Fie ikke mente var nødvendigt da jeg allerede ved ankomsten til Havana var blevet klippet ret så kort, men jeg syntes nok at en ekstra afpudsning ville være gavnlig – så jeg endte med lige så kort plys studset hår som alle cubanerne har – dejligt i varmen.
Havde middag på hotellet – ikke en særlig stor oplevelse – det er meget begrænset hvad de kan servere – men det var kommet mange nye gæster.
Vi skulle møde i lufthavnen 3 timer før afgang så vi bestilte taxi til kl. 11:00. Efter morgenmad og pakning blev det tid til en sidste tur ned til havnen hvor der var mindre trafik på grund af weekend, men det var flere som fiskede fra molen og nogen som snorklede med harpun, men vi så ikke at de fangede noget.
Tilsyneladende var der kommet maling på Cuba for der var mange steder hvor de gamle bygninger blev opfrisket med ny maling. Maling af facader uden brug af stillads syntes ikke at være noget problem – et langt tov over taget hvor maleren kunne hejses op og ned er nok.
Vi kom vel ud til lufthavnen og det viste sig at vi kunne have nøjes med at møde 2 timer før afgang, da Air Jamaicas personale ikke var til stede før. Men rejsen videre gik fint – og da vi havde så god tid og havde nogle CUC tilbage, så købte vi to flasker Cubansk Ron som vi ville tage med hjem – og disse to flasker kom til at give os en overraskelse af rang på et senere tidspunkt – men mere om det senere.
CUBA – som vi oplevede besøget.
Besøget på Cuba har været utrolig interessant, og ved at bo privat, altså anvende Casa Particulare systemet, fik vi tæt kontakt med en del af lokalbefolkningen, og dermed mange synspunkter og informationer, som ikke var censureret af El Commandante. Fidel Castros har været en vigtig person for Cuba, ved at erstatte det destruktive diktator styre under Batista, med et ekstremt socialistisk samfundssystem, hvor alle i princippet er ansat af staten, og derfor ikke betaler skatter, men hvor lønningerne så er reguleret til netto lommepenge. Husleje, en daglig madration, skole, hospital, medicin og transport ydes af staten, hvor alle får kuponer til at betale med – og den lille løn skal så dække andre personlige behov (alkohol, tobak osv.)
Dette system har givet alle lige mulighed for eksistens, men skaber også mennesker uden initiativ, så vidt vi kunne se. Stærke begrænsninger af informationer om verden udenfor Cuba, gør også at det er nemmere hele tiden at fortælle, hvor godt det Cubanske samfund fungerer. Sådan vil det nok fortsætte så længe El Commandante styrer landet, og selv om Fidel Castro er gammel og meget syg, og egentlig har udnævnt sin bror Raul som leder, siges det at Fidel endnu giver meddelelser daglig om hvorledes tingene skal klares, og mon ikke styret og politikken ændres når Fidel engang er borte.
Raul fik gennemført Casa Particulare systemet for nogle år siden, og det har vist sig at dette, hos de som har fået licens for at drive disse Casar , har udviklet en anden holdning og interesse for at skabe noget også for sig selv. Dette er ved at skabe et samfund, hvor de som har tilgang til de konvertible pesos (CUC), kan købe ting og have et bedre liv end de som fortsat kun tjener den nationale pesos.
NB! Ved at dobbeltklikke med venstre museknap på de små billeder kan billedet forstørres
Dette Websted blev sidst opdateret 04. May 2011