HIMALAYA 2005

NB! Ved at dobbeltklikke med venstre museknap på de små billeder kan billedet forstørres

DELHI til SHIMLA 

Den 16. oktober 2005, en søndag, startede vi fra Delhi på vor tur til Himalaya, en tur vi så meget frem til, specielt Manali som jeg først hørte om for nogle år siden fra min sidemand på en flyver fra Delhi til Amsterdam. Hun arbejdede var indenfor tekstil området og fik syet tøj i Fjernøsten som blev solgt i England og Holland, så det var mindst to-tre ture til Østen hver sæson samt så også til Europa for at sælge varerne. Mellem rejserne boede hun så i Manali, midtvejs mellem sine arbejdssteder, i et lejet hus med et ægtepar til at passe hus og som hjælp, alt for mindre end 10.000 dollars om året.

I Manali er der passende temperatur om sommeren, og godt vintersportsliv om vinteren, og det er mange vesterlændinge som også havde lignende arrangementer.

Siden har jeg drillet med at det var faktisk bedre at bosætte os i Manali end at flytte til Lolland for at bo og leve billigt på vore gamle dage, men vi har det jo meget godt i Lyngby, så det bliver nok ved drilleriet.

Der var så planlagt, at vi på vejen til Manali først skulle besøge Shimla som også ligger ved foden af Himalaya på ca. 2200 moh, og som fungerede som Indiens 2. hovedstad under det Engelske styre op til Indiens selvstændighed i 1947 i den periode på 5-6 måneder af året hvor temperaturen og vejret i Delhi ikke var til at holde ud. Regeringsmedlemmerne med familie boede så i Shimla og herfor findes i området mange store flotte huse og mange kulturminder og specialiteter, bl.a. blev det tidligt bygget en smalsporet jernbane fra Chandigardh som så kunne fragte gods og passagerer op til området fra Delhi. Denne bane er stadigt i drift selv om vejnettet er væsentligt forbedret og der også er anlagt en lokal flyveplads med daglige rutefly.

Køreturen fra Delhi til Shimla er ca. 380 km og den kan tage fra 6-8 timer afhængig af trafik og vejforholdene når man spørger en optimistisk inder, så vi måtte hvert fald indstille os på mange timer i en bil og nok hellere 8-9 timer i virkeligheden.  På langtidsvarslet var det angivet sol i de dagene vi skulle besøge Shimla og i Manali. Anurag og Priyanka som havde besøgt Shimla et par dage i maj, sagde at det altid regner i Shimla så det skulle nok også passe for os, men vi var fortrøstningsfulde, og solen skinnede hvert fald fra en skyfri himmel da vi stod op om morgenen og temperaturen var rundt de 26-27 grader C.

Vi startede fra Model Town, fra familien Puri’s hus kl. 08:00 om morgen, dvs. allerede ca. med 1 times forsinkelse da den lejede bil ikke dukkede op som aftalt. Det var meningen at vi skulle låne en af familiens biler og chauffør, men på grund af problemer med forsikringer (vi er jo udlændinge), samt ekstra ordinære vejskatter ved turist kørsel i privatbil, så det blev det lejet en traditionel Ambassador med chauffør fra et autoriseret turistudlejnings bureau, så alle formaliteter var dækket. Det var også en udmærket løsning, da familien chauffør Ashu allerede var begyndt at føre sig frem da han nu skulle køre Mr. Bakke and wife i så lang tid. Ashu er en god chauffør, men kan blive lidt for familiær, noget som let kunne blive et problem over så mange dage.

Vor nye chauffør, Autul, med turban om hoved da han er sikh fra Punjab, viste sig at være en meget sikker og behagelig chauffør og for det meste fulgte han vores anvisninger om hvad vi skulle og hvornår.

Vi vinkede farvel til Anurag og Priyanka og kørte nordover på Grand Trunk Road mod Chandigardh på samme vej som til familiens fabrik i Badli. Vi passerede grønsagsmarkedet hvor alle var optaget med at læsse og losse varer, og hvor de friske grønsager og frugter er sirligt udstillede langs vejen, alt medens bilerne, scooterne og fodgængere kæmper om at komme frem på de overfyldte veje. Enkelte hvide køer opholder sig også ved midterrabatten eller hegnet og medvirker ikke specielt til at trafikken kan flyde. Alle bilisterne vil prøve at køre udenom dyrene og ingen prøver at få dem til at fjerne sig; man har respekt overfor de hellige køer, man skal jo ikke tage chancer med sin egen tilværelse i en senere verden.

Efterhånden kom vi da frem til den store ringvej, og da vi krydsede den så blev trafikken meget mindre. Ringvejen som går rundt Delhi i en cirkel ca 15 km fra centrum, følger på det sted en elv, som udenfor monsun tiden er næsten udtørret, og på den andre elv bredden er der affalds bjerge med alle salgs typer affald, og hvor mange kravler rundt blandt affaldet for at hente det som have værdi og som kan sælges til genbrug.

Vejen mod nord går midt mellem bjergene og vi skyndte os at lukke alle vinduer for at prøve på at holde stanken ud af bilen men uden at det hjalp så meget, men vi var snart forbi affaldsområdet og ude på landet. Her var der ikke mange biler, og vi passerede store marker med mange typer afgrøder og enkelte landarbejdere som var travlt optaget med at passe jorden.

Vejen de første ca. 100 km var ret så kedelig, da Delhi ligger på en flad slette hvor alt man ser, er marker med enkelte træer mellem ejendommene samt enkelt små vandløb hvor der også ligger enkelte små huse, samt en masse køer.

Bilen, en hvid Ambassador, er en gammel type bil hvor man sidder oprejst, men uden sikkerheds seler, men da det var en nyere model var der dog AC installeret selv om vi ikke fik brug for afkøling på denne tur, det var trods alt sent efterår. Ambassador er en kopi af en gammel Morris eller Opel fra 1950-60, og var den eneste personbil som blev fremstillet i Indien frem til midten af 90-erne, og hvor den var en fast bestanddel af den officielle bilpark for embedsmændene samt så senere også som turist biler.

Det er en robust bil med diesel motor, og med en meget stiv affjedring som gør at den kan humpe meget på de ofte hullede veje, men er meget driftsikker og økonomisk i drift. Første gang jeg kørte i en Ambassador var i 70-erne da jeg besøgte Bombay i forbindelse med oprettelse af et Service center for B&W Marine Service, så man kan blive helt nostalgisk nu 30 år senere. Den indiske bilpark er ellers i dag fuldt moderne med alle typer biler fra små til store luksus biler, hovedparten produceret i Indien under licens med europæiske og japanske bilfabrikker, men også enkelte egne mærker.

Det var egentlig underligt at bemærke at de fleste hovedveje var asfalteret men kun på de 3/5 dele af midten af vejen, så når man skulle passere en anden bil, så måtte begge ud i grus området. Men selv om Indien er verdens største demokrati så virkede som om det var en sport ikke at forlade den asfalterede del af vejen og overlade gruset til modparten. BLOW HORN var markeret på alle lastbiler og busser, og det var altid under overdøvende tutelyder at en forbi kørsel fandt sted og da kørselen i Indien er på den ”forkerte” side af vejen ligesom i England, så virkede mange forbi kørsler ret så dramatiske og farlige, men heldigvis så vender man sig hurtigt til disse forhold.

Vi bemærkede at vores chauffør syntes at være meget trænet i at komme hurtigt frem, dvs. med hastighed op på 60-80 km/t og havde en meget god taktik når han skulle passere, ofte meget gerne i et sving hvor de større biler måtte sænke farten, men aldrig uden at han havde fuldt overblik over vejen der fremme. Vi følte os meget sikre, men skulle en gang imellem holde godt fast i stropperne.

Vi fik os vel indrette på bagsædet med kort og turistbeskrivelser i lommen foran os og vand og små snacks let tilgængeligt og så med hvert vort fotografi apparat klar til action når vi kom til interessante motiver. Senere fik vi også udstyret os med sjal og solskærme for at imødegå sol og trek.

Da vi havde kørt ca. 3 timer blev det tid for en hvilepause, og vi stoppede på en rasteplads med restaurant og rigtige toiletter. Fie var godt tilfreds. Restauranten vi blev vist ind var mørk og ikke ret hyggelig så vi valgte at sidde udenfor under en parasol, hvor vi fik en omgang suppe og marsala Tea samt nogle meget kedelige sandwich, men det gjorde godt med en still stund i solen. Fra hotellet vi havde bestilt i Shimla, ringede de på vor indiske mobiltelefon for at sikre at vi ville checke in som aftalt, og vi fortalte gladelig at vi nok ville være fremme ved 3-tiden, noget som vi senere måtte korrigere da vi først var fremme i Shimla kl. 17:30.

Vi købte en pose med fløde karameller som vi kunne hygge os med på den videre tur. Priyanka havde ellers pakket en rigtig god rejse kurv, med køleboks med kolde vand og sodavand og flere poser med chips og kiks, vi skulle hvert fald ikke lide nogen nød. Tre af mineralvands flaskerne var dybfrosset så de virkede som køleelementer, noget vi havde glæde af på hele turen da vi hurtigt lærte at følge samme metode.

Da vi igen startede efter lunch pausen, forlod Autul hovedvejen og kørte ind på en smal, men udmærket vej som slyngede sig gennem markerne og med høje vejtræer på begge sider, men det varede ikke så længe før vejen var spærret og det var omkørsel. Det blev en frygtelig tur, da grusvejen ikke var bygget for en trafik af store lastbiler, busser og alle de andre biler, så Fie var meget betænkelig med situationen da hendes ryg ikke var helt god efter den lange flyvetur. Men heldigvis viste det sig at omkørselen kun var i alt ca. 7 km hvor vi skulle krydse et jernbanespor og en lille elv før vi igen kunne fortsætte på en rimelig asfalteret vej.

Vi fik senere forklaringen på at vi havde forladt hovedvejen til Chandigardh, idet turistselskabet havde specificeret til Autul at han skulle holde sig fra at krydse grænsen til Punjab hvor Chandigardh er hovedstad, men køre fra staten Haryana direkte in til Himachal Pradesh for at spare en ekstra vejskat og så gik vejen via smalle vejer (men med smukke landskaber og mange små landsbyer) frem til Panchkula der faktisk kun ligger ca. 20 km øst for Chandigardh. Vi sparede på den måde ca. 40 kr. i vejskat.

Vi passerede igennem et område med kæmpe kyllingefarme, store 100 meter lange bygninger i 3 etager med net vægge, side ved side hvor kyllingerne blev fedet for salg og vi kunne ikke bare os for at snakke om all panikken med fugle-influencaen og de frygtelige konsekvenser for de uheldige ofre for denne og de eventuelle videre perspektiver såfremt smitten kunne videreføres til mennesker i større udstrækning. Det hævdes fra de indiske myndigheder, at bird-flu ikke findes i Indien, men lugten fra farmene var ikke behageligt og vi var glade da vi efter ca. 10 km havde passeret kylling farm området og igen kunne trække frisk luft.

Da vi nærmede os Panchula ændrede landskabet sig og det kom flere og flere bakker og vi så de første bare bjergsider, men så var vi jo også kommet ind i staten Himachal Pradesh som omfatter en del af Himalaya bjergkæden. De næste ca. 80 km skulle vi så stige op til ca. 2200 moh og vejene snor sig langs bjergsiderne, nogle steder ret så smalle, andre steder hvor det er muligt at stoppe ved vejsiden uden at genere den øvrige trafik, så vi kunne tage billeder eller bare nyde udsigten.

Landskabet blev mere og mere kuperet og vi kunne se de højere toppe i det fjerne; vi var på vej ind i Himalaya. Vejen fulgte bjergene og vi havde dalen ned på enten den ene eller den anden side af bilen, og ofte manglede det en tillidsvækkende vejsikring og bolværk ud mod afgrunden. Vi satte pris på Autul,s kørsel, og nu allerede første dag havde vi fået vished om at han var en meget erfaren ”driver”.

Jeg havde for 10 år siden besøgt Shimla i forbindelse med nogle fridage under regeringsvalg i Indien og forestående besøg i Chandigardh, så det var med lettelse jeg kunne genkende at vi nærmede os Shimla da klokken var passeret 5 om eftermiddagen, det ville være rart at kunne få checket in på hotellet og kunne gå en tur før solnedgangen (og mørket) ville finde sted.

Vi ankom til Hotel Combremere, et 5-stjerners hotel hvis indgang er fra dalen og lige ved siden af den officielle hejs op til The Mall. Vi fik et Super Delux værelse med altan på 4 sal og med udsigt ud over dalen foran Shimla, og vi skyndede os at få bagagen stillet ind på værelset, brugt toilettet og så tog vi elevatoren op til hotellets top på 8.etage som ligger på niveau med The Mall.

The Mall er hovedgaden i Shimla, den følger the Ridge og der er ingen biler, kun gående trafik. Alt som skal transporteres op til forretningerne som ligger på række langs med gå gaden, bliver båret op på ryggen af sherpere. Det var fantastisk at mærke stilheden, eller rettere den dæmpede larm fra kvidrende fugle og mennesker som samtalede, i stedet for bil horn og larmende trafik. Det virkede som om det var højt til loftet i Shimla.

Vi nåede lige at opleve solnedgangen over fjeld toppene vest for Shimla, før mørket faldt på og man kunne opleve en bjergby som strækker sig over 7 bjergtoppe i + 2000 meters højde med oplyste huse i alle niveauer, og vi kunne se rig stjernehimmel.

Vi spiste en god middag på hotellet efter en traditionel Gin med Limca (lime vand) på værelset, og vi opdagede at det heller ikke i Shimla var muligt at få tonic vand selv som gammelt engelsk område, alle ristede på hovedet, men den sidste dag i Shimla fandt vi dog at en forretning, faktisk ganske tæt på hotellet, havde den indiske version af Scweppes Tonic water, Fie foretrak dog fortsat Gin med Limca; den indiske tonic er meget for sød og indeholder ikke så meget kinin som originalen og som giver en hvis smagfuld bitterhed (samt modvirker malaria).

Det var en begivenhedsrig dag, og vi var godt tilfreds med Anurag’s anbefaling af hotel og vi kunne gå i seng med forventning om flere gode oplevelser de næste dage og vi kunne glæde os over at Anurag’s varsel om regn ikke holdt stik.

SHIMLA

Indien var en del af det Engelske Imperium og var styret af engelskmænd fra 1823 frem til 1947 hvor Indien igen blev selvstændig og verdens største demokrati. Gennem de 200 år som englænderne regeret over Indien både elsket og hadet de Indien og specielt kunne de ikke tage de lange, hede somre så allerede fra starten opholdt de forskellige regeringsmedlemmer sig på Hill Stationen i Shimla, hvor man så efterhånden byggede mere permanente boliger for the Viceroys og top embedsmændene.

VICEREGAL LODGE

Den mest markante bygning The Viceregal Lodge- blev bygget på toppen af the Observatory Hill og Viceroy Dufferin flyttede in i juli 1888, og siden har Viceregal Lodge haft væsentlig betydning for Indiens historie idet det var her forhandlingerne om Indiens selvstændighed fandt sted efter 2nd. verdenskrig og hvor den endelige aftale blev underskrevet i 1947.

Vi havde egentlig den næste morgen bestemt os for at besøge Chail der ligger 43 km fra Shimla, men vor gode chauffør kørte den modsatte vej da han mente vi først skulle se ”something from the very old days” så på denne måde fik vi se og opleve the Viceregal Lodge og lærte historien om Indien, England og Shimla. Meget interessant og Autul blev takket for sit gode initiativ.

Den store monumentale bygning, blev bygget af sten som blev fragtet med jernbane og oksekærrer fra Kalka længere nede i dalen, og fik også paneler og alt træværk af poleret teak træ fra Burma, idet Dufferin tidlige var den som indlemmet Burma in under Indien. Ja man kan få en klar fornemmelse af at de gode engelske imperialister forstod at sætte sig mindesmærker, når man tager i betragtning landets store fattigdom blandt den jævne befolkning. Lady Dufferin var meget tilfreds med resultatet og fortidens storhed kan stadig spores såvel indenfor som udenfor bygningerne.

The Observatory Hill var faktisk en kuperet top, men hele toppen blev planeret for at få plads for bygninger og haveanlæg. Vi gik en runde i det enestående haveanlæg som også i dag indeholder en masse busker og træer fra alle kanter af Indien og Europa, og blomsterne er de ganske samme som vi kan se her hjemme.

I dag huser bygningerne the Indian Institute of Advanced Study og der findes mange originale dokumenter som stadigt bliver brugt af professorer og studerende og vi måtte gå rigtig still omkring under rundvisning for ikke at forstyrre de studerende.

CHAIL

Som tidligere nævnt så var det vor plan at besøge Chail som er den nærmeste by, kun 43 km fra Shimla hvor vi på vejen vil passere Kufi som bl.a. har en dyrepark og hvor man kan leje rideheste, det er hvert fald ganske populært blandt børn og unge, men vi var mere interesseret i at besøge Chail Palace, et resort bygget af the Maharaja of Patiala som blev bortvist fra Shimla på grund af en romantisk affære som fandt sted på det bedste udsigts punkt på the Mall i Shimla, hvor solnedgangen er mest fantastisk, og som i dag har fået navnet the Scandal point.

Chail Palace er i dag hotel af den gamle type med store mørke sale og i den gamle engelske stil, og vi spiste en meget smagfuld lunch i spisesalen, spadserede en tur på græsplænen, fik anvendt toilettet før vi igen vente bilen mod Shimla. Vor oprindelig plan var at være et par dage i Chail før den videre kørsel mod Manali, men er vi glad for at vi droppede den plan. Det er mere spændende og meget mere at opleve i Shimla.

I forbindelse med Chail Palace er der også på den nærliggende bjergtop bygget den højest liggende cricket bane i Indien, ja de kunne de gamle imperialister.

Vi kørte den samme vej tilbage til Shimla og det er et meget smukt landskab og vejen var under udvidelse så det blev igen en lidt humpede tur. På vejen mod Chail havde vi set at der ved vejsiden var en lille butik med navnet English Wineshop, og her stoppede vi for at se hvad det var for noget. De havde en række lokalt producerede vine, bl.a. lavet på Rodondendrum blomster, på jordbær, æbler og pærer samt også Cider baseret på øl og ingefær, så jeg blev rigtig nysgerrig for at smage så jeg købte et sortiment af det meste så vi kunne hygge os på hotellet senere.

Da vi kom tilbage til hotellet syntes vi havde fået nok af kørsel på de smalle og ujævne veje, så Autul fik besked på at vi ikke trængte hans service efterfølgende dag og at vi ville udforske Shimla på gåben. I dagens moderne tid er det jo normalt at alle har en mobil telefon, så vi kunne jo altid ringe til Autul såfremt vi alligevel ville bruge bilen.

Vi nød igen en pragtfuld solnedgang og fandt en god restaurant på the Mall hvor vi igen kunne smage en dejlig suppe og spise lidt mere kylling. Vi var også indenom en butik som havde en flot udstilling af Shimla Shawl, og efter en del forhandling så købte vi et par stykke i nogle nye mønstre og i god kvalitet uld. Det er jo godt som gaver når vi kommer hjem og de fylder jo ikke så meget i bagagen.

HIMACHAL STATE MUSEUM

Solen var stadig strålende da vi omsider stod op, vi havde jo ”fri” fra bilen, så vi havde tid til at vandre på the Mall hvor vi besøgte Turist information for at få nogle ideer hvad der var bedst at se og indenfor gå afstand. Vi valgte så at følge the Mall mod vest ca. 3 km for at se Himachal State Museum, et museum som har en stor samling af kultur minder fra Western Himalaya herunder også Kasmir.

Museet ligger på en bjergtop med strålende udsigt til begge sider af the Rim og den sidste del af gåturen stillede store udfordringer til åndedræt og ben. Vi skulle 200 m. op og gik op sammen med 200 skolebørn som ubesværet nærmest løb op vejen, vi andre måtte stoppe med mellemrum for at hente pusten igen.

Museet rummer de skønneste træskærerarbejder og det er godt at se at så mange pragtfulde arbejder er bevaret. Ligeledes er der mange stenskulpturer, tegninger og en stor samling med miniature tegninger visende livet blandt moguler og prinser og deres mange hustruer. En del nyere malerier som alle er stærkt præget af den vilde fjeldverden som jo Himalaya er. Gamle dragter vævet og syet af uld og i strålende farver og dertil enestående sølv smykker. Det var jo tradition at kvinderne samlede og fik sølv smykker for at sikre fremtidig tilværelse såfremt de måtte blive alene. Det er en ting som man kan se overalt i Indien.

Det var en afdeling med Gandhi historie, og der var udstillet et af Gandhis breve til Hitler, hvor han opfordrer Hitler til ikke at gå i krig, men som bekendt virkede det ikke.

Museet er under ny udvidelse og trænger også til en kraftig renovering af bygninger og parkområdet.

De 3 km. gik nemmere da de gik mere ned og endte på byens bedst beliggende ude restaurant, hvor vi fik verdens bedste pizza, masser af solskin og nye kræfter til eftermiddagens gåtur nemlig til Yakhoo Hill som er Shimlas højeste punkt 2438 m.o.h.,

YAKHOO HILL

Efter den gode frokost så startede vi på turen (4 km) op til Yakhoo Hill og på pladsen foran kirken ved the Schandal Point fik vi tilbudt at leje nogle heste for at klare turen op til toppen, men Fie ville absolut ikke op at ride så vi fortsatte på fods op ad Lakkars basar gade hvor alt er til salgs, både suvernier, mad og meget andet. En utrolig spændende gade at følge og den er bilfri ligesom the Mall så man kan gå i fred og ro når man bortser fra de mange æsler og heste med pakninger på ryggen og en masse andre fodgængere.

Shimla ligger 2200 m. o. h., men da vi havde gået 2 km af de 4 og kom forbi et stort hospital hvor det igen var lovligt med biltrafik så valgte vi at tage en taxa, og det var godt, for det var meget stejlt, og vi havde en meget rutineret driver, vores egen havde fri. Det var ikke mange mennesker på vejen op, men med en fantastisk udsigt over bagsiden af bjergtoppen mod øst hvor vejen mod Kulfi går. Den sidste del af vejen var smal og brat og svinget og på et sted måtte bilen bakke for at komme rundt svinget.

Endelig var vi oppe ved indgangen til Hanuman Temple som ligger helt på toppen. af bjerget. Vi tog skoene af og gik ind på tempelområdet og vi vandrede rundt sammen med et par andre besøgende og flere aber. De var over alt og havde sit eget lille tempel med abe skulpturer. Det var abe mødre med unger, men så sandelig også brunstige hanner som kurtiserede hunnerne og prøvede at forøge bestanden under vilde hyl og væsen.

Det var en flot udsigt ud over Shimla området, og det skal være et flot sted at overvære solnedgangen, men vi valgt nu at rejse tilbage til hotellet for at gøre os klar til en hyggelig aften.

Efter vandredagen nød vi en dejlig solnedgangstime på vores egen terrasse og oplever også, hvordan den behagelige solvarme ændres til voldsom kulde ligeså snart solen er væk og så bliver der også mørkt.

Varmt tøj på og så gik vi og læste mail og avis og erfarede at Mary havde født en prins til lykke.

For en gangs skyld spiste vi middag på værelset, vi skulle nemlig prøve Rhodondendron vinen som vi havde købt ude på landet – den var meget speciel men ikke specielt god. Hellere ikke Jordbærvinen som vi prøvede et par dage senere var hellere ikke noget at prale af.

SHIMLA til MANALI

Startede fra Shimla 08:15 med Manali som mål. Meget snoede veje og chaufføren var udhvilet, så det gik med vild fart. Først var der morgen trafikken i Shimla, som næsten lignede København.

280 km lå forude ad meget snørklede veje, gennem mange store og små byer. Vi så en masse indere i hastig march, eller stillesiddende mediterende eller hvad der nu foregår. Mange glade skolebørn i fine uniformer. Et sted en gruppe fattige - fattige der pakkede sig ud af plastiktelte og overdække, tændte primus og bål til at lave te og mad på samt varme hænderne, men den slags så vi flere end en gang på hele turen.

2/3 af vejen gik langs floden Beas, der på denne årstid havde meget lidt vand, men til gengæld masser af sten, der så kunne samles op og for arbejdes til byggemateriale.

Kvinder sad ved vejen, og med hammer slog stenene i mindre stykker og fyldte et rundt jern form med sten derefter igen med hammerslag til små skærver som kunne bruges som fyld i beton og som vejfyld. Vi kunne se på hjemvejen igen at bunkerne med sten var mindre og bunkerne med mellemstore sten og skærver var øget, men rationelt set kunne samme arbejde laves af en maskine på meget kort tid, måske en halvtime, men nu giver det arbejde for en masse kvinder som så yder sit bidrag til husholdningen.

De høje, høje bjerge fulgte os hele vejen og gir et rigtigt indtryk at Himalaya er verdens tag. Vejen var ikke helt stabil langs Beas, og flere steder var der sket udskridninger hvor halve vejbredden var skredet ud i elvelejet, et sted sammen med en stor lastbil.

Te på indisk cafe. Kørte gennem Kullu, som ligger ca. 20 km syd for Manali og som er Kullu dalens handelscenter. Det var et kæmpemarked med mange, mange salgsboder og masser af mennesker, men vi stoppede ikke da vi jo hellere ville frem til Manli for at starte jagten på et hotel.

Kullu har mange fabrikker som væver sjal så vi besluttede at stoppe på vejen tilbage til Delhi for at se om det var noget af interesse.

Vi kom frem til Manali og fandt efter en hastig rundgang et dejligt lille hotel der ligger midt i en æbleplantage, og ude er der koldt men vi fik os forhandlet til en varmeovn så vi har dejlig temperatur inde på værelset, og udsigt til sneklædte bjerge fra 3 sider er ganske enkelt fantastisk.

Vi spiste på hotellet; smørkylling og marsala kylling m. ris, lavet af gamle mor i køkkenet.

Som sædvanligt måtte vi i gang med skruetrækkeren for at færdiggøre den elektriske installation samt reparere lamper, bytte rundt på lyspærer så der kommer lys de vigtigste steder, men ellers er hotellet nyt, rent og pænt. Det er godt at rejse rundt med et mini værktøjs set.

ROHTANG PASSET

Vi vågnede til flot solskin og nød udsigten til sneklædte bjerge til tre sider gennem de store vinduer. Op på disse toppe skulle vi i dag, men først morgenmad som vi alligevel ikke kunne få som vi ville på vort hotel så vi måtte ud i byen for at få morgenmad.

Turen på 51 km startede Kl. 11 og vi skulle op i 4000 m højde med vores lejede bil, den ældre Ambassador og vi var spændte på om den nu kunne klare strabadserne. Alle de andre biler på vej op mod højden var nyere 4-hjuls trækkere og store lastbiler, men Autul syntes at være fortrøstningsfuld  ”I have tried it before” så det stolede vi på.

Igen langs med den udtørrede flod, hvor de flittige mænd, kvinder og børn arbejdede med stenene som blev læsset på traktor trukne vogne eller æsler, der ikke var alt for villige og på den måde blev stenene fragtet væk for videre bearbejdning.

Da vi startede på selve opturen og vejen begyndte at sno sig i skrappe svinge, fik vi også bedre og bedre udblik over Kullu dalen, og det var mange flotte udsigter hvor vi stoppede og nød synet.

Vi fandt ud af at det var ikke så behageligt at køre ret i rumpen på de store diesel lastbiler som udstødte masser af sure afgasser, så vi måtte flere gange bede Autul at hold afstand, noget han havde svært med, men som han omsider fik lært. Mærkelige udlændinge, syntes han at tænke.

Vi passerede en lang række butikker som udlejede pelse og støvler, og hver forretning var navngivet med et nr. og det højeste nummer var 1398 og det virkede også som realistisk at det var så mange butikker autoriseret til denne udlejning. Nummereringen var nok for at kunderne på nedturen igen kunne finde tilbage til hvor de havde lejet udstyret. Firehjulstrækkerne med turister stoppede for at alle kunne udstyres med varmt tøj og det havde måske været fornuftig at leje varmt tøj for besøget, men pelsene så ikke særlig lækre ud, så vi ville klare os med det tøj vi selv havde med, ja hvad ved da skandinaver om Himalaya.

Alt imens kom vi nærmere toppene ad uafbrudt snoede og hullede vej, så man simpelthen hang i stroppen hele tiden for ikke at ende i taget af bilen. Det var ikke altid behageligt at møde modgående trafik, og det virkede også en gang imellem hasarderet når man skulle passere de mere langsomt kørende busser og lastbiler. Nogen steder havde der været ras hvor halve vejen var forsvundet i dybet, men vi stolede på at når de store biler kunne passere så kunne også vi med vor gamle Ambassador og Autul klarede det fint.

Hele vejen op mod toppen var det grupper af mænd og kvinder som reparerede vejen, og på ras stederne søgte man også at bygge støttemure igen eller lave broer, det må være et sejt arbejde mod den voldsomme natur, og mænd og kvinder var i gang med at udbedre skaderne, men det er den ufattelige og storslåede smukke natur der sidder igen på nethinden, ikke farerne.

Masser af billeder blev taget undervejs, vores chauffør stoppede tålmodigt. Da vi begyndte at nærme os toppen, var det tydeligt at mærke at luften var tyndere, det var besværligt at trække vejret, men vi måtte dog ud for at tage billeder, det var sådanne uimodståelige smukke og storslåede motiver med sneklædte toppe i det strålende solskinsvejr.

Efter 2 timers kørsel var vi så ved Rohtang passet 3980 moh og kørte ikke videre og vi afviste at leje heste for den sidste tur op til området med sne. Vejen går videre op til Keelong og Leh som ligger dybt inde i Himalaya, men som skulle være en pragtfuld tur såfremt man har 6-8 dage. Ofte er vejen over Rohtang Passet lukket fra midten af oktober på grund af sne, så vi var jo heldige med vejret.

Vi tog det varme tøj på som vi trods alt havde med og begav os til fods højere op, de toppe vi nu kunne se op på lå 6000 m oppe, man vil lige kunne se lidt mere – FANTASTISK – og fantastisk koldt og den tynde luft gjorde det endnu mere sejt. Men et stykke op mod højden kom vi da, sneen havde vi ikke fodtøj til (jeg havde sandaler på) og luften kneb det med, vinden suste os om ørerne, så vi besluttede at stoppe, købte en kop varm kaffe af de seje indere der havde lavet en lille ude cafe i le af et stenhegn, fik nogen til at tage billede af os og gik ned til bilen igen.

Mange besøgende tog videre til hest, men det må næsten have været koldere selvom de fik pelse på, selvfølgelig var der også kvinder med bare tæer i badesandaler.

Efter en lille times tid kørte vi tilbage mod Manali igen og ca. 15 min nedenfor toppen havde vi lunch og toilet stop. Det er det værste ved sådan en lang tur, få toiletter, mændene klarer sig altid, men kvinderne må bare klemme sammen til der er et sted hvor man kan få sin service.

Men vi sad i det skønneste solskinsvejr med de flotte bjerge rundt os og spiste lunch. Så man er helt stram i ansigtet efter vind og sol og ned kom vi til Manali efter 2 timers kørsel og så bjergene i ny belysning, og inde i hovedet har man nu masser af indtryk fra en pragtfuld tur til Rohtang i Himalaya.

Vi har fået lovning på morgenmad her på stedet så vi bliver her de næste 3 nætter også. Her er jo dejligt.

Var inde i Manali, masser af små gode restauranter med varme og døren lukket. Desværre rendemave på 2. dag så nu en pille.

Vi besøgte dog the Tibetian Monastery som er af nyere dato og som ligger midt inde i byen.

Det var mange buddhistiske munke i farverige klædninger som sad på udsiden af templet og de var meget venlige. Templet er ikke så stort men på udsiden er der monteret bønneruller langs med væggene og her kan man afsige sine bønner ”OM MANI PADME HUN” mens man får bønnerullene til at rotere.

Betalte en lille gave til vedligehold af bygningerne og fik så lov til at fotografere indenfor. En stor Buddha figur i guld og flotte farver samt også nogle flere mindre figurer alle med stearinlys foran og små offergaver. Foran den ene skulptur var et indrammet billede af Dahlia Lama som jo er Buddhisternes overhoved og som lever i eksil lidt nordligere end Manali.

Efter besøget i templet besøgte vi nogle af de lokale forretninger som ejes af de tibetanere som boer rundt i den delen af byen og det var mange ting af uld, bl.a. mønstrede strømper som vi købte nogle af samt endelig fandt vi to dejlige varme strikkede huer som vi kunne bruge som nat huer. Kvinderne er altid travlt optaget med at strikke og den gamle kone vi købte huerne af kunne fortælle at hun var 80 år og havde strikket og lavet alle de dejlige varer i sin butik.

HADIMBA DEVI TEMPEL

Dejligt med morgenmad på vores pragtfulde værelse med ryggen i solen efter en kold nat. Fie havde ondt i maven men ikke dårlig mave, men af grin. Vi havde købte to uldne huer som nathuer, fordi vi ligger op ad et meget koldt vindue, et syn for guder, og på skift listede vi os op og fotograferede hinanden. Ja de huer bliver kun til at sove i med, men de virkede godt.

Turen gik til Hadimba Devi Templet som ligger smukt i en lille skov i nordenden af Manali.

Det er et tempel bygget af træ med pagogetag og alle søjler og bjælker er udskåret visende Bihms kamp mod den onde demon Hadimb. Det lykkedes Bihm at dræbe demonen hvorefter han gifter sig med Hadimb’s søster Hadimba, som senere bliver tilbedt som en gudinde.

Arkitekten som byggede templet måtte love ikke at lave lignende flot tempel og fik sin højre hånd skåret af så han ikke kunne tegne et nyt tempel, men han lærte sig at tegne med venstre hånd og stod for bygning af endnu et flot tempel. Kongen fandt ud af dette og denne gang mistede arkitekten hovedet.

Vi fik starten af besøget i tempelområdet næsten ødelagt af alle safran sælgere som er meget påtrængende og som ikke kan acceptere et nej, men vi har da efterhånden købt nogle små pakker, det er altid spændende at se hvor langt ned i pris man kan forhandle sig til; de forlangte Rs 350 for 10 g men var villige til at sælge for Rs 50.

Vi fik os en god tur i parken udenfor indtil det igen var tid til at komme hjem på toilettet da vores maver endnu ikke er gode.

Vi fandt ud af at der ved indgangen til Hadimba Templet også fandtes et lokalhistorisk museum, hvor vi håbede at der var et toilet, men det var det ikke. Vi gik da hele muset igennem og beundrede de mange træ udskæringer og fandt også ud af at mange af de redskaber og husgeråd som var udstillet i høj grad var de samme som vi kender hjemmefra. Det var ikke lovligt at fotografere inde på museet, men jeg sneg mig alligevel til at tage et billede af Fie og vagten i en gammel flot udskåret døråbning.

Vi skyndte os hjem på hotellet for at forrette vort nødvendige ærende, hvorefter vi besøgte Manali Mall for at se hvad de mange butikker kunne tilbyde.

Byen har et utal af små salgssteder, de åbne, hvor der nogle steder er en hel seng man sider på mens man forhandler om pris. Man bliver hele tiden tilbudt at købe sjaler – sjaler og vi har da købt, Thor er god til at forhandle prisen ned, hvor den skal være.

Gaderne er trange smøger kun for gående, hovedgaden med to kørebaner i hver retning, åben rendesten og smalt fortov med høje kantsten man skal se sig for, hvor man går. Befolkningen er en blanding af tibetanere, meget venlige og så de hårdt prøvede indere, ikke særligt venlige. Man kan godt få en albue i siden når man går på fortovet.

Så har vi lige været inde at købe postkort i noget der ligner Matas, frimærker uden lim købes på posthus, og da er det bare om at få brugt limkrukken på posthuset. 30 frimærker på 10 kort, for et smøreri. (Det viste sig at kortene var fremme på 8 dage).

Så tog vi hjem til vort lille hotel, og satte os i den dejlige have fik serveret en kop kaffe og te og skrev til DK mens vi nød solen.  Vi ringede til Erik, dejligt at høre at de var på Postpubben i Lyngby og hyggede sig og alt var vel. Så var der afslapning, og Fie begyndte at læse Birgitte Valdevannes bog ”Indien var mit hjem”, enorm interessant. Den læste mor Kirsten for 25 år siden og var meget begejstret.

Middag i byen selvom vi næsten ikke gad tage derind. Men her på hotellet er det svært at få hvad man har lyst og brug for.

SOLANG VALLEY

Dejlig dag til Solang Valley 13 km udenfor Manali, kørte op til indgangen til området hvor vi måtte parkere bilen og gik så et par km op gennem skoven.

Ubeskrivelig smukt med græssende køer på de frodige bjergsider, man sætter sig ned på en stor sten og suger til sig af sneklædte solbeskinnede bjergtoppe, kvæget der går dernede med deres vogtere og æder af det frodige græs, hunden der ligger lige ved siden af, den har fulgt os nede fra cafeområdet ved indgangen, Thor suger til sig gennem kameraet, ja mon ikke vi er ved at være afstressede.

Videre går vi til enden på vejen, så er der et stort område med paraglidning, hvor mange nød udfordringen at starte oppe på skråningen og så paraglide ned på sletten.

Fortsatte ad en smal sti der drejede ned mod vejen igen, men satte os lige for at få en kop kaffe. Straks kom safran sælgerne og denne gang tog vi en snak med den energiske unge mand der fortalte at alle disse unge mænd der sælger safran kommer fra Rajasthan (Jaipur området) og de opsøger alle steder hvor der er turister.

3 snottede små drenge, ca 3 – 5 – 8 år holdt sig til og Fie gav dem nogen af Haribo’s vingummier, som de lidt skeptiske tog imod. Da vi senere gik nede ad vejen, stod den mellemste klar og råbte ” I like them a lot”, han håbede nok på flere vingummier.  Der var masser af små børn, vist ikke noget med 2 børns politik der.

Vi stoppede og spiste lunch på Solang Resortet - helt, helt fantastisk hvor vi sad i haven og NØD solen, udsigten luften og livet. Her kunne vi godt tænke os at komme tilbage til.

Da vi igen var nede i byen, gik vi på posthuset for at poste kortene vi havde skrevet dagen før. The Postmaster lovede at de kom af sted kl. 16:oo samme dag så vi blev spændte på hvornår de faktisk når frem til Danmark og Norge og/ eller om de gør. Vi ville checke mail, men alle Internet forbindelserne til Manali var ude af drift, så det måtte vente og vi var efterhånden så langt hjemmefra at vi egentlig var lige glade, så vi rejste hjem på hotellet og fik en LAAANG middagssøvn – hvorefter vi igen tog til byen for at spise middag på en af familie-restauranterne på hovedgaden.

På hotellet startede vi med at gøre bagagen klar til at blive pakket næste dag og vi kikkede igen på alle billederne vi havde taget under besøget i Manali. Det er jo godt at vi efterhånden kan se resultaterne som slideshow på laptoppen, det giver en ekstra oplevelse og er med til at fasthold minderne. Fie skriver dagbog med hovedtrækkene af hvad der er sket i løbet af dagen (eller dagene når det ikke er tid til skrivning) og med alle de pragtfulde fotos med dato og klokkeslæt så er det med til at genskabe sekvenserne og minderne.

MANALI til DEHLI via CHANDIGARDH

Vi forlod Manali i god stil og måtte vente i lang tid for at krydse floden Beas over den smalle bro med kun en kørebane og den morgen var vejbanen optaget af en ko og et æsel som ikke ville flytte sig. Endelig var det en driftig herre som tog tag i halen på koen og trak den de sidste metrene over broen så trafikken kunne afvikles igen. Ja det er Indien men man vender sig til det.

Startede på turen tilbage til Delhi og stoppede i Kullu for at besøge et af de mange væverier som producerer de kendte Kullu sjal. Fabrikken var lukket da det var søndag, men salgslokalet var i fuld gang med ivrige sælgere som alle ville vise varerne, og vi handlede med en lille dame som virkelig var service minded.

Kørte fra Manali til Chandigardh. Havde  stop undervejs på en af de gode vejrestauranter, hvor vi fik den bedste mad under hele turen, - Butter-chicken, lavet lige for næsen af os, så man kunne følge de forskellige gøremål og lugte.

Overnattede på Sunbeam hotel i sektor 17 i Chandigardh og næste dag, mandagen d. 24 oktober kørte vi det sidste stykke til Delhi, var fremme ved 5 tiden hos familien Puri som viste at de var meget glade for at se os vel tilbage efter de 9 dage på landevejen; de føler jo et vidst ansvar for at det ikke sker os noget.

Besøgte The Mens Palour i Model Town og fik en pragtfuld hovedmassage og fik klippet håret, nu skulle jeg jo være en gentleman igen da jeg skulle deltage sammen med Ashok og Anurag på den første internationale PU konference og udstilling i Indien og da ASE, familiens firma, er den største producent i Indien af maskiner til PU industrien, så skulle vi jo alle være på toppen.

Fik et langt foredrag af Ashok om yogaens betydning og en interessant filosofisk diskussion om livet etc. Alt står ellers i Diwalis tegn og den kommende udstilling.

Det var afslutningen på en pragtfuld tur til Himalaya – verdens tag - og hvor vi havde oplevet strålende solskins vejr alle 9 dage til trods for dystre spådomme og også mindre fordelagtige langtidsvarsler. Vi var meget godt tilfredse.

NB! Ved at dobbeltklikke med venstre museknap på de små billeder kan billedet forstørres     

Dette Websted blev sidst opdateret 12. June 2008